»Hello is it me you’re looking for?« rungede som et ekko i den fyldte sal inden aftenens koncert blev skudt i gang. Et essentielt spørgsmål. For var det en aften i selskab med den 65-årige popdinosaur Lionel Richie og dennes »All The Hits – All Night Long«-turné man lige stod og manglede på en ludkold og regnvåd februar-aften i 2015? Man havde på forhånd sin tvivl. En tvivl, som dog delvist blev gjort til skamme af den aldrende hitmager fra Alabama med det kridhvide smil og det så markante kæbeparti.

For selvom tiden måske ikke har været lige blid ved alle Richies største pophits, hvoraf flere i dag virker lige vel 80’er-kitschede og oversentimentale, så kan man ikke tage entusiasmen, professionalismen og showmanship fra manden. Og så må man absolut heller ikke undervurdere nostalgien, som en betydelig magtfaktor.

Fra starten gik med »All Around the World« virkede aftenens hovedperson og dennes backingband nemlig veloplagte og klar til at servere nostalgitrippet og popfesten.

Richie var i overgearet entertainerhopla og solede sig i den øredøvende applaus fra et begejstret publikum. Han hyggesnakkede om det ugunstige, kolde klima vi har i her til lands og fyrede den ene semiplatte onkelvittighed efter den anden af.

»Vi har fulgt hinanden længe. Vi var unge sammen, men så blev I gamle, mens jeg forblev ung«, jokede han. Haha Lionel, den gamle gavstrik! Men banaliteterne blev heldigvis leveret med en vis komisk timing og en solid portion selvironi, så de fremstod delvist morsomme.

Lidt trættende var de dog i længden.

Neonfunklende diskofunk og sødsuppede pianoballader

De musikalske kvaliteter skinnede klarest på den tempofyldte »Running With The Night« samt på flere af fortolkningerne af de gamle Commodores-klassikere fra 70’erne. Blandt sidstnævnte tog især det storswingende og sveddryppende medley af »Brickhouse« og »Fire’« samt en diskofunket, neonfunklende »Lady (You Bring Me Up)« kegler. Modsat virkede pianoballader som fx »Three Times A Lady« og »Sail On« som tamme, sødsuppede parenteser. Rigtig grelt blev det dog først for alvor på de nyere »Angel« og »Don’t Stop The Music«, hvor eurodance-fanden rigtig fik tag i Richie og bandet. Uværdigt.

Heldigvis genfandt de afslutningsvis gnisten og lukkede festen i fornem form med den skudsikre tretrins-hitraket »Dancing On The Ceiling«, »Hello« og »All Night Long«, som forudsigeligt nok transformerede salen til et ekstatisk nostalgiorgie af dans og fællessang. Efterfølgende kunne hitmageren dog ikke dy sig for at servere sin og Michael Jacksons 30 år gamle støttesang »We Are The World« som ekstranummer. Publikum fulgte hans opfordring til at skråle med uden tøven. Tanken var såmænd fin og gav vel god mening på papiret? Men kønt lød det ikke.

Vigtigst af alt, så fik Lionel Richie i momenter demonstreret, at han ikke blot er et musikalsk fortidslevn, men at nogle af hans sange faktisk rækker ud over nostalgiens tyngende greb.

Hvem: Lionel Richie
Hvor: Falconer Salen, lørdag