Rygterne om Lauryn Hills ujævne koncerter var løbet i forvejen. Måske det var derfor, at koncerten var blevet rykket fra det betydelig større Tap1 til Store Vega. Efterspørgslen var simpelthen ikke større. Lidt af en derangering for en sangerinde, der i 90erne var en af klodens bedst sælgende kvindelige kunstnere overhovedet.
Men for de 1500 publikummer, der trods alt havde indløst billet, var det en unik mulighed for at opleve Lauryn Hill helt tæt på. Større er bestemt ikke altid bedre. Desværre skulle det hurtigt vise sig, at rygterne om hendes meget ujævne shows ikke var grebet ud af den blå luft.
Allerede fra koncertstart gjorde hun det nemlig svært for sig selv ved at sætte sin dj til at varme publikum op. Fint nok i afmålte doser. Men dj’en blev ved med at annoncere, at Lauryn Hill ville gå på om et øjeblik. Det gjorde hun bare ikke. Efter tre kvarter blev han selv træt af at træde vande og forlod scenen. Og efter en time var publikums tålmodighed også sluppet op og erstattet af buh-råb og folk, der ville have pengene tilbage.
Voldsom overhaling
Men endelig gik den lille dame på scenen. Knap halvanden time efter annonceret koncertstart. Foran en temmelig frustreret sal. »Dumme kælling«, som en af mine mere åbenmundede veninder udbrød. Og hun er altså fan. Hvorfor Lauryn Hill bærer sig så kluntet ad går simpelthen over min forstand. Hvorfor gøre sig upopulær blandt sine fans?
Nå. Ret skal være ret. Karismaen og stemmen fejlede bestemt ingenting, da hu endelig gik på. Problemet var snarere hendes lemfældige omgang med eget materiale. Åbningen med »Killing Me Softly« blev leveret i en hårdtrockende, uptempo reggae-udgave, der helt og aldeles dræbte originalens nøgne skrøbelighed.
Den voldsomme musikalske overhaling skulle vise sig at være gennemgående for hele koncerten. Selv et stramt soulnummer som »Everything Is Everything« blev liret af i en alt for jappet og manisk udgave. Alt for sjældent fik sangene den nødvendige ro til at ånde og hvile i groovet. Ligesom Hills hæse stemme, der i stedet for at ramme os på følelserne i perioder bare lød skinger og stakåndet.
Viste formatet
Men bedst som man troede, at hun ville tabe det hele på gulvet, begyndte hun også at vise formatet. Publikum begyndte langsomt at finde ind i det hurtige groove, mens Lauryn Hill fik sunget sig varm og viste frygtindgydende stamina på mikrofonen, når hun kastede sig ud i dobbelttempo rap på »Final Hour« og sang sig helt ud på »For Zion«.
Og sådan svingede kvaliteten uforudsigeligt frem og tilbage gennem det meste af koncerten. Når der endelig blev skåret ind til benet med en stribe akustiske numre, viste det sig at være lettere ligegyldigt. Fugees-klassikerne blev leveret i nogle meget rodede versioner, mens Bob Marley-numrene og Hills egen »Doo Wop (That Thing)« til gengæld stod rigtig stærkt.
Kort sagt en af de mærkeligste og mest ujævne koncertoplevelser længe. Som dog blev reddet lidt hjem af Store Vegas mere tilgivende rammer. I en fyldt Tap1 var det gået helt galt.
Hvem: Lauryn Hill
Hvor: Store Vega, onsdag
