En amerikansk kritiker kaldte ham »classy and sexy«. Thomas Dausgaard regnes for kandidat til den ledige post som leder af Houstons største orkester.
Det er i hvert fald slut på hjemmefronten. Hans dans på dirigentpodiet foran DR SymfoniOrkestret torsdag aften blev den sidste.
Så når koncertsalen fyldes af tilhørere, og han selv iler ind foran de klassiske instrumenter, og den kropsstore laurbærkrans står klar i kulissen til bagefter – så tænker man lige på ordene igen.
Jo. Thomas Dausgaard er muligvis sexet. Han har heller ikke virket så manisk på podiet de senere år, bare levende og legende.
---- Og kun han ville begynde sin sidste svingom på den måde:
Med vor egen Per Nørgårds første symfoni. Selv om satserne blev til for snart seks årtier siden, så sidder komponisten jo altså stadig oppe på første perron og ligner grundlæggende sig selv.
En symfoni med fejl hist og pist, med klat og klyt den aften. Orkestret har ikke haft for meget tid til det hele. Men hele genhøret med det nordlige sinds univers slår alt – hele den høje himmel, det kølige lys over instrumenterne, fornemmelsen af malm i messinget og mørke i træet.
DRs koncertsal er jo også inspireret af meteoren i »Frøken Smillas fornemmelse for sne«, kommer man i tanke om. Tonekunst møder bygningskunst i en halv time. Magma møder magma.
Bragende bifald. Komponisten må ned fra sin perron og sige tak. Ens succes skal nok komme engang – bare man gør sig umage nu.
Og ind med selveste Nikolaj Znaider plus endnu mere bifald.
Hvordan den hjemvendte søn spiller? I begyndelsen sådan lidt på rutinen. Fra midten og ud til gengæld i klodeklasse. Finalens sigøjnerstemning får endda lidt spilledreng frem i den højt betalte herre. Og man kan aldrig, aldrig, aldrig forudse hans næste træk.
Han minder kort sagt om aftenens hovedperson. De to kunstnere vil ikke det kønne, men det rigtige og vigtige. Eller som en stor romantiker sagde: Kunst skal ikke smykke, men være sand.
Til sidst Richard Strauss’ korte »Till Eulenspiegel« og dets leg med et stort orkesters virkemidler. Lidt sært at Dausgaard vælger netop dét stykke. Som udstyrsstykke et kæmpe udråbstegn, som sidste farvel højst et semikolon.
Han giver til gengæld sit gamle orkester et trefoldigt leve og får både sin laurbærkrans og en lille tale. Og selv om orkestret aldrig blev helt vild med chefen, så skal de nok blive det engang – kollegaen Herbert Blomstedt var igennem nøjagtig det samme.
Syv års kampe er til ende. Syv år med både sejre og nederlag. Men alt i alt syv af de federe.
Gid de næste syv ikke bliver magre.
