Larmende ligegyldig Lou Reed

Lou Reeds improvisation over vanvidsalbummet »Metal Machine Music« var præcis lige så ulidelig som frygtet.

Lou Reeds omgang med »Metal Machine Music« var ikke bare gabende kedsommelig, men også ufrivilligt komisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Rievers

»Enhver, som når til side fire er dummere end mig.«

Sådan har Lou Reed sagt om »Metal Machine Music«, som han udgav på fire siders vinyl i 1975 og var fuld af frenetisk støj og blottet for de melodiske strukturer og den kuldslåede skønhed, der havde gjort ham til et rockikon.

Dobbeltalbummet var som citatet også antyder et statement, der ikke så meget var tænkt som musik, men mere som en strakt langemand i ansigtet på tiden og dens forventninger til ham.

Derfor var det også svært at forstå, hvorfor den nu 68-årige Reed egentlig stod på scenen i Koncerthuset lørdag aften og improviserede over »Metal Machine Music« med hjælp fra saxofonist Ulrich Krieger og den elektroniske altmuligmand Sarth Calhoun.

Men det gjorde han altså. I 99 minutter. Og resultatet var en koncert, der åbnede med 20 minutters murrende feedback, som siden blev afløst af et skurrende, støjende og stort set strukturløst lydbillede, hvor Kriegers saxofon mellem Reeds og Calhouns instrumenteringer lød som en såret og skrigende abe, der løb spidsrod mellem et stålvalseværk og en ødelagt kortbølgeradio.

Gab og gong-gong

Vel var der et enkelt lyrisk hvilepunkt undervejs, og vel havde musikken sine steder en filmisk kvalitet, men et værk som i udgangspunktet ikke skal give mening, det gør det altså heller ikke, blot fordi det opføres i et smukt rum og med seriøse miner.

Og aftenen blev således præcis så gabende kedsommelig og ufrivillig komisk som frygtet. Som en parodi på en performance, som en provokation med 35 års forsinkelse eller, ja, eller som hvad som helst. For i tomme former kan enhver indlæse alt og ingenting.

Nogle forlod salen, andre sms’ede diskret, men langt de fleste lyttede høfligt til støjfladerne, til slagene på den enorme tromme og til gong-gongen, som Reed mod slutningen tussede hen til og slog på. Sådan lidt på må og få.

Kunst eller joke? Eller begge dele? Hvem ved. Men under alle omstændigheder en fuldkommen unødvendig tilbagevenden til et værk, der måske var af en vis nødvendighed i 1975, men burde være forblevet en fjern og fascinerende gimmick i Reeds bagkatalog, som rummer så ufattelig meget styrke og – ikke mindst – indiskutabel kunstnerisk tyngde.

- Lou Reed i Koncerthuset, lørdag.