Kan man tænke sig den sorte musiks svar på Johnny Cashs fine, fine comebacktestamente American Recordings. Eller måske til en ligeledes aldrene Leonard Cohens erfarne kunstforedrag. En poetisk og raffineret udgave af bluesikonet Robert Johnson. En sort, militant Bob Dylan. Man kan tænke sig til meget, og det er ganske let at tænke den 61-årige Gil Scott-Heron ind i store sammenhænge. Så voldsomt et liv har han haft, så betydningsfuld har hans kunst vist sig at være over tid. Tirsdag aften var han i København med sit nye anmelderskamroste »Im New Here« i bagagen. Et lavmælt og intenst album.
Live er Scott-Heron anderledes. En fusion af en standupkomiker og 100 års rytmisk musikhistorie. Blues, jazz. Rødderne. Dertil soulmusik fra årene omkring halvfjerdserne, som antydede hvorfor hiphoppens største helte med Tupac Shakur, Kanye West og Common, der som Scott-Heron er fra Chicago, i spidsen har samplet den furede legende. Selv sang Gil Scott-Heron forrygende, levet liv, alt på ét brædt med stirrende døden direkte i øjnene uden at blinke.
Alene bag sit Fender Rhodes var han i mesterklasse, og helt tilbage og hente guld fra 72. Desværre kan man ikke sige det samme om hans pladderballemusikanter, som spillede uendelige soli og i grunden stijløvelser uden den nerve og autencitet, som forfatteren, sangskriveren og den tidligere straffefange Scott-Heron om nogen fortjener.
