l Jarreau med og mod forventning

Stemmepragten hos den 72-årige amerikanske sanger Al Jarreau er intakt, men de næsten uafbrudte intervalspring kan blive for meget af det gode.

Al Jarreau sang kun en enkelt sang i første halvleg, som han ellers havde overladt til Joe Sample og big band. Fold sammen
Læs mere

Hvad var det lige, man forventede? Annonceringen lovede de to amerikanere, 72-årige sanger Al Jarreau og 73-årige keyboardspiller Joe Sample, ledsaget af det tyske NDR Big Band.

Og sådan forholdt det sig også, om end de færreste vel havde forestillet sig, at første afdeling var overladt til Joe Sample og hans orkestersuite »Children of The Sun« inspireret af de afrikanske slavers livsvilkår på de caribiske øer. Men vi fik pædagogiske introduktioner fra ophavsmanden, og musikken var i store træk udmærket. Den fik i hvert fald et frisk pust, da den svenske stjernebasunist Nils Landgren dukkede op som solist. Og slutteligt – som en smagsprøve på anden halvleg – kom Al Jarreau på scenen og leverede George Gershwins’ »Summertime«.

Og det var jo ret beset Al Jarreau, som havde solgt billetterne, og som her gav sit publikum en god times underholdning, primært med sange fra Gershwin-operaen »Porgy and Bess«.

Den karakteristiske flotte stemmepragt var intakt. Og var det så noget, man kunne forvente af en mand på 72 år? Under alle omstændigheder gav den hvide stråhat og den lidt stavrende gang ham et bedstefar-image, som gav god kontrast til den stærke stemme, der derved fremstod ekstra imponerende.

De ubesværede og næsten ubrudte intervalspring fungerede klart sagt fint i de muntre og regulært swingende numre, men når udtrykket skulle være mere lyrisk, eksempelvis i den smukke kærlighedssang »Bess You Is My Woman Now«, ja, så var det da ubærligt med al denne demonstrative og troværdighedsdræbende flakken rundt i registrene. Her kunne man godt have ønsket sig, at Al Jarreau havde sunget helt uden krummelurer, ja, også med sin stemme dyrket sit bedstefar-image.