Da der fra festivalens side var gået lidt kage i planlægningen af koncerten med den amerikanske guitarist Bill Frisell, endte det med, at trioen Palle Mikkelborg, Carsten Dahl og Helen Davies kom med på et afbud - som opvarmning for amerikaneren.
Nu skulle ordet opvarmning dog hurtigt vise sig at være en alt for diffus størrelse. Ganske vist fik vi kun tre kvarters musik, men intensiteten og identiteten fejlede ikke noget. Ja, vi fik en regulær koncert med musik, der havde sin egen indre styrke.
På den anden side - hvad skulle man ellers forvente af tre så stærke og personlige kunstnere? Kort sagt - her var charmerende musik, på sin vis velforberedt og samtidigt uforberedt, men med en klar, romantisk stemning og med fine rødder i folkemusik over en bred front.
Helen Davis lagde smukt og stemningsskabende ud på sin irske harpe, og Carsten Dahl supplerede på det elektriske klaver, inden trompetisten Palle Mikkelborg udfoldede en mesterlig og melodiøs fanfare.
Carsten Dahl havde placeret nogle fremmedlegemer i flyglet, så han kunne få de rette både forudsigelige og uforudsigelige klange i en lille arabisk dans, og så drog trioen ellers videre på en neddæmpet og meditativ rejse, som så igen skulle føre til en gang regulært-swingende jazz og til en herlig og slagkraftig duel mellem Palle Mikkelborg og Carsten Dahl.
Helen Davis stod også for elektroniske lydflader, der i lighed med hendes enkle toner på harpen var aldeles befordrende for den musikalske og mentale rejse. En rejse, der kulminerede i en fortolkning af den uopslidelig filmmelodi "Over The Rainbow", her med Palle Mikkelborgs dæmpede og spirituelle trompetspil og Carsten Dahls eminente ledsagelse.
Ja, efter mange dages festival og tilhørende tonebombardement var denne musik bare så god - for såvel sjæl som legeme.

Hvad: Mikkelborg, Dahl & Davies
Hvor: Statens Museum for Kunst, lørdag aften