Bon Iver
Haven, lørdag
★★★★☆☆

Nogle kunstnere giver publikum det, de gerne vil have. Andre vælger kompromisløst at danse efter deres egen pibe. Amerikanske Bon Iver med Justin Vernon i front lagde sig på godt og ondt i den sidste kategori under deres koncert lørdag aften på den nye Haven-festival på Refshaleøen.

Her valgte gruppen at spille hele sidste års »22, A Million«-album fra ende til anden. Det er en vildt spændende plade, der med sit mere abstrakte svært definérbare udtryk finder sin egen tøvende skønhed i de digitalt dekonstruerede rester af den soulede folk-musik, de brød igennem med på pladerne »For Emma, Forever Ago« (2008) og »Bon Iver« (2011).

Placeret bag en pult med en computer og diverse effekter sendte Justin Vernon sin barkede falset gennem spektrale vokalharmonserings-effekter, mens de to trommeslagere leverede impressionistisk knudrede rytmiseringer og heftigt effekt-manipulerede saxofoner svævede som genfærd i luften.

Det er en svært fascinerende lyd, der tør være både stille og lade pauserne tale. Men det var også en lyd, der med sine mange indbyggede benspænd blokerede lidt for de store, rene følelsesforløsninger, som hans ældre sange kunne sætte i gang hos publikum. Lidt mere en intellektuel øvelse end gåsehud og tårer i øjenkrogen.

Hvilket kun blev understreget yderligere, da de hen mod slutningen spillede en lille håndfuld ældre numre som »Perth«, »Holocene« og endelig publikumsfavoritten »Creature Fear«. Her kom følelserne med på en mere direkte måde, og vi blev mindet om, hvorfor mange af os forelskede os i projektet til at starte med. Og så var det pludselig slut.

Hatten af for ikke at lefle. Men det kunne have være så meget større, hvis Vernon havde været mere gavmild med sin egen fortid.