Klasse kan ikke holdes nede - og slet ikke Damon Albarns

Damon Albarn er en kunstner i mesterklassen, der favner hele spektret fra det melankolske til det fængende og han gav det hele til os på Arena - inklusiv en sublim overraskelse.

Damon Albarn på Arena-scenen på Roskilde Festival. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle få musikere mestrer det nærmest umulige.

At mikse alvoren og eftertanken med det umiddelbart fængende og farverige. En af de musikere er Damon Albarn.

Legebarn, mastermind og kreatør bag musikalske arbejdskollektiver som Blur, Gorillaz, The Good, The Bad & The Queen og alt muligt andet gennem de seneste to årtier. Første gang han stod på Arena på Roskilde var i 1991, og den oplevelse havde åbenbart sat sig så godt fast, at han nu i eget navn havde sat sig for at levere en helt ekstraordinær koncert fredag aften.

LÆS OGSÅ: Lykke Li ramte smerten lige mellem øjnene

Ikke fordi han leverede en ren hitparade, selv om han med lethed kunne have fyldt sætlisten med nyklassikere som alle kendte. Nej, udgangspunktet var det nye soloalbum "Everyday Robots", der ganske vist ikke er hans stærkeste udspil, men som her voksede sig smukkere og smukkere for hver enkelt nummer - og så Gorillaz-æraen, med enkelte afstikkere til The Good, The Bad & The Queen og sågar Blur.

LÆS OGSÅ: Haim spillede så Marc O'Polo-trøjerne blafrede

Startende med en afslappet funky udgave af "Lonely Press Play" og fulgt op af "Everyday Robots" fra det nye album leveret bundsolidt og stramt af det lille hold af aldeles eminente musikere, som Damon omgiver sig med.

Hovedpersonen selv skiftevis flirtede med de forreste rækker og fordybede sig bag pianoet - hele tiden nærværende og på. En afstikker ind i Gorillaz-kataloget med "Tomorrow Comes Today", "Slow Country" og ikke mindst en hårdt pumpet og fræk udgave af "Kid With Guns" fik publikum med og selv de mere afdæmpede numre som den for mange ukendte "Poison" som Albarn har lavet sammen med Flea og Tony Allen under navnet Rocket Juice & The Moon og den mørke og melankolske "Hollow Ponds" vakte smukt gehør.

LÆS OGSÅ: Deftones skreg glæden ud over Orange

Men så var det også slut med melankolien. Nu skulle der festes - og det blev der. Et kor kom på scenen og en svingende udgave af "El Mañana" efter fulgt af to klassikere fra Blur-tiden "Out of Time" og "All Your Life" der sendte dansevibrationer gennem teltet.

Publikum kvitterede prompte, og netop som de troede det nu var slut, vendte Damon og band tilbage på scenen og leverede en eksplosiv kulmination.

LÆS OGSÅ: Deftones skreg glæden ud over Orange

Først et brag med Gorillaz-hittet "Clint Eastwood" naturligvis med ekstatisk fællessang og så aftenens helt store overraskelse. Vennerne Posdnuos, Dave og Maseo kendt som De La Soul kom på scenen for sammen med resten af holdet at levere en fuldstændig uimodståelig udgave af megahittet "Feel Good Inc".

Sjældent har jeg set publikum gå så meget amok.

LÆS OGSÅ: Cancer-duo spillede så hårene rejste sig

Alle elskede det. Musikerne på scenen, publikum og ikke mindst denne anmelder. Energien blev kanaliseret videre til de tre afsluttere, den svingende "Mr. Tembo", den smukke "Dont Get Lost In Heaven" og så "Heavy Seas of Love" og afrundede et af dette års festivals store musikalske oplevelser. Damon Albarn indeholder hele pakken som entertainer og som en stor kompromisløs kunstner.

Hans klasse kan ikke holdes nede.

Hvem: Damon Albarn / Hvor: Arena, fredag

SPOTIFY: Lyt til Damon Albarns seneste album