Kjeld Frandsen anbefaler festivaljazz lørdag

Koncerter ved Copenhagen Jazz Festival lørdag den 9. juli

Den amerikanske saxofonist Cannonball Adderley optrådte i Falkoner Centret i 1961 Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Pejstrup

“A Tribute to Adderley Brothers” featuring Bolberg/Søndergaard, Jazzcup, Kbh. K, 14.30

Blandt de betydeligste eksponenter for den hårdtswingende jazzstilart, der i 1960erne fik betegnelsen souljazz, var de to amerikanske brødre, altsaxofonisten Cannonball Adderley og kornettisten Nat Adderley. Denne eftermiddag genopfrisker altsaxofonisten Jens Søndergaard og trompetisten Henrik Bolberg jazzbrødrenes stil og repertoire, bistået af pianisten Thomas Bornø, bassisten Lasse Lundstrøm og trommeslageren Dennis Drud.

 

Matthew Fries Trio featuring Phil Palombi & Jeppe Gram, Posthus Teatre , Kbh. K, kl. 19
De, der siden årtusindskiftet har haft lejlighed til at opleve den amerikanske sanger og saxofonist Curtis Stigers på egne præmisser, vil utvivlsomt også have værdsat hans medbragte trio, de har omfattet pianisten  Matthew Fries og bassisten Phil Palombi. Her bliver makkerparret bistået af den danske trommeslager Jeppe Gram.

 

Marilyn Mazur “Shamania”,  Kulturhuset Islands Brygge, Kbh. S, kl. 20

Den danske slagtøjsspiller Marilyn Mazur, der ikke behøver nærmere præsentation, samlede sidst år et skandinatisk kvindeband, som består af sangerinden Josefine Cronholm, pianisten Makiko Hirabayashi, saxofonisten Lotte Anker, slagtøjsspilleren Lisbeth Diers, saxofonisten Sissel Vera Pettersen, basunisten Lis Wessberg, bassisten Ellen Andrea Wand, trompetisten Hildegunn Øiseth, trommeslageren Anna Lund og danseren Tine Erica Aspaas. Nu kan ensemblet, kaldet  Shamania, opleves ved havnefronten.