Det er de færreste af os, som får mulighed for at orkestrere vores egen jordefærd. Men svenske Kent er en af undtagelserne. Bandet forestår lige pt. deres egen begravelse. Det lyder måske lidt morbidt, men det er det egentlig ikke.
Orkesteret annoncerede tidligere i år, at den igangværende turné, der i aften bragte dem til Forum, og som slutter om to uger i Stockholm, bliver det endelige punktum. Efter 26 år er det slut. Så er Kent fortid.
Afskeder er aldrig rare, men af og til nødvendige. Og ud fra aftenens show at dømme, så giver det mening, at Kent stopper nu. At de vælger at slutte, mens legen endnu er god. Det har den generelt været for svenskerne. Til tider rigtig god. Flere gange i årenes løb har de ramt plet med deres ærkeskandinaviske rockmelankoli, som når den forekommer i sin pureste form, er så gudesmuk, at det runger i hjertekammeret.
Sådanne høje nagler ramte Kent kun sjældent her til aften under deres 140 minutter lange farvel. Flere gange tenderede de det statiske, snarere end ramte det magiske.
Kent havde ellers gode forudsætninger for en mesterlig afskedssalut her i Danmark, hvor de så ofte før har brilleret i liveregi. De har bagkataloget til en sand hit-tour de force, de havde medbragt stemningsfulde visuals, der rullede over bagtæppet med alt fra hvide tigre til brusende bølger, salen var pakket med fans og for en gangs skyld artede lyden i Forum sig. I aften kunne man rent faktisk både høre Joakim Bergs vokal samt fornemme nuancerne fra de øvrige instrumenter i lydbilledet.
Det var i stedet på indlevelsen, at Kents præstation haltede lidt. Der var ganske enkelt for mange fyldnumre, hvor bandet fremstod mekaniske og energien forsvandt i de polerede og svulstige lydkaskader, som det fx var skete på de lidt udmattede udgaver af »Var Är Vi Nu?« og »Hjärta« samt på den omarrangerede version af »Innen Allting Tar Slut«, der fremstod som en synthbombastisk rodebutik.
Brillerede i bredformat
Men der var heldigvis også fabelagtige stunder. »Vinternoll2« boltrede sig raskt med sirlige guitarmønstre og bastante trommer. »La Belle Epoque« besad en dragende kølighed. Og diskorockeren »Musik Non Stop« blev leveret med fyrigt overskud og iklædt smukke rødtonede reklameæstetiske billeder af dansere med tomme blikke.
Mest fremragende var de dog, når de skallerede op i bredformat på de to maratonsange »747« og »Mannen i Den Vita Hatten (16 År Senare)«. Her redede svenskerne æren. Førstnævnte lukkede aftenens originale sæt af med adstadig skønhed, mens sidstnævnte intenst endte første sæt af ekstranumre med Bergs selvreferentielle klimatiske messen »vi ska alla en gång dö«. Alt ender. Også Kent.
Men ikke før svenskerne fik sagt endeligt adjø til Danmark med »Den Sista Sången«, hvor de på billedsiden blev akkompagneret af spøgelsesagtige børn, der sang med på sangens profetiske refræn: »det här är sista gången / sista gången vi ses / sista sången /sista sången jag ger dig«.
Farvel og tak for alle de andre gode sange. De har betydet en del.
Hvem: Kent
Hvor: Forum, søndag.
Hør setlisten fra koncerten her:
