Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Kellermensch
Arena, Roskilde Festival, lørdag
★★★★☆☆
En sjælden gang imellem kan rockmusik virke som et spørgsmål om liv og død.
Det er den fornemmelse man får, når Sebastian Wolff fra danske Kellermensch går på scenen. Han er en stor mand med en lidt ludende kropsholdning - tilværelsens tynger tydeligvis - og et forpint udtryk mejslet fast i ansigtet.
Og da han sammen med resten af det velklædte orkester lørdag eftermiddag gik på scenen i det store Arena-telt, gik der ikke mange øjeblikke, før han første gang kastede sig dramatisk ned på sin knæ og krængede sin sjæl ud med en flosset desperation. For øjeblikket efter at maltraktere sin guitar i et tilsyneladende ufrugtbart forsøg på at få afløb for alle frustrationerne.
Det var mere klodset end yndefuldt, men det synes næsten at være en pointe i sig selv, når man kalder sit band for Kellermensch og i sine sange insisterer på at vise alle sine grimme og utilstrækkelige sider frem. Handyret er såret og kæmper for sit liv!
Rundt om Wolff foldede orkesteret deres melodistærke rockmusik ud med en benknusende tyngde. Tre guitarer, to strygere, en organist, en pianist og en bassist, der konsekvent spiller hele akkorder, malede en kulsort Wall of Sound, som lød helt fænomenal på Arenas store anlæg.
Skuet på scenen antog en nærmest absurd karakter med den meget ranke bassist, Claudio Wolff Suez, konstant marcherende rundt som en tangodansende tyrefægter bag Sebastian Wolff. Oven i det var der bandets pianist og backup-sanger, Christian Sindermann, der med heavy-hestehale løbende trådt frem og growlede side om side med Wolff.
På den måde er Kellermensch deres helt egne, selvom de tydeligvis også trækker på arven fra både Nick Cave & The Bad Seeds og Arcade Fire. Og denne eftermiddag får de igen sat en tyk streg under, at de også live holder et uhyggeligt højt niveau.
Eneste anke herfra var den lidt lade stemning i teltet sådan en eftermiddag på Roskildes sidste dag. Men det var jo ikke Kellermensch’ skyld. Vi krydser fingre for en nattekoncert næste gang. Der trives kældermennesket trods alt bedst.
