Kedsomhed og klapjagt i Koncerthuset

Den seneste Torsdagskoncert går nok ikke over i historien. Man havde nær snuppet et ekstra hostebolsje - for så skete der da lidt. Og andre skulle måske gøre det samme.

Ting går ikke altid efter planen. DR SymfoniOrkestret skulle f.eks. have haft besøg af en ung polak i denne uge. En ung dirigent med pil opad.

Askeskyen kom bare i vejen. Så de hundrede musikere blev sendt i armene på den ni år ældre Ariel Zuckermann i stedet for. En anderledes rutineret fyr. Fint nok.

Men der kan også være noget i vejen med planerne.

Første eksempel: Aftenens stopfulde koncerthus havde sikkert ventet sig meget af Schumanns ouverture til »Manfred«. For ouverturer er jo festlige og sådan.

Det gælder bare ikke her. Tyskerens toner har altid været et lidt trist åbningsnummer. Og det skal i hvert fald spilles med lidt større indsigt.

Andet eksempel: Dvoráks femte symfoni. Velkommen til et værk i kategorien Derfor Hører Man Aldrig. En anden håbede først, det var en menneskelig fejl i programmet. For tjekkens mesterlige symfoni nummer ni med tilnavnet »Fra den nye verden« hed faktisk nummer fem engang.

Aber nein. Man fik skam nummer fem. Den kan i gode øjeblikke have noget af Schuberts vuggen over sig. Den kan til gengæld ikke så meget andet. Tak alligevel for smukke soloer fra klarinet og fagot med videre.

Som en vulkan under is

Okay, så Mozarts klaverkoncert nummer 23 reddede rigtig meget. At sætte den på programmet, er næsten snyd - sagt på den varme måde. For den hører til historiens bedste musik overhovedet.

Aftenens solist i skikkelse af Dejan Lazic kan den også til fingerspidserne:

Den er som en vulkan under is, fuld af dramatik under overfladen, fuld af smil gennem tårer. Men den skal alligevel spilles på kattepoter. Og den blev det. Endda med kroatens egen kadence sidst i åbningssatsen.

Og han lod sig heldigvis ikke slå ud af enkelte lytteres dårlige manerer. Som ikke kun inkluderede hundreder af host hin aften. Men også klap mellem satserne.

Kig lige på dirigenten: Hvis han tager armene ned langsomt, skal man måske lade begejstringen ligge lidt. Eller man kan holde et vågent øre med mere rutinerede gæster. Bare så andre ikke skal begynde Mozarts allermest hjerteskærende midtersats med uro i sjælen.

For den havde man nok af til sidst.