Michail Jurowski har to stokke. Han går med den ene og slår i luften med den anden.
Den haltende russer er snart 70 år, far til to lovende dirigenter og selv lidt af en legende i faget.
Og som Det Kongelige Kapel dog lyder under hans ledelse! Sæsonens sidste symfonikoncert blev ekstraordinært kongelig i den retning. Nationalscenens orkester virker stadigt stærkere og kan i slige stunder ligge i superligaen.
Kapellet lyder kort sagt som et verdensorkester sådan en fredag. Samtlige hold har deres helt egen karakter og arbejder enestående godt sammen: Den blændende gruppe af basuner. Hornene med de lange linjer. Træblæserne med kant.
Og strygerne! At også de bageste er med hele vejen, lyder måske som en selvfølge. Men det kræver både en del øvelse og ret meget mod i følsomme øjeblikke. Og det gør den gigantiske forskel på en okay aften og lyden af toptrimmet professionalisme.
Rigtig rækkefølge
En stopfuld og stærkt begejstret sal i Operaen fik hele to mesterværker for pengene.
Prokofievs femte hører for eksempel til det 20. århundredes helt store symfonier. De gode ideer virker aldeles geniale hver for sig og ligger ufatteligt tæt. Grundvelsignelsen er en følelse af genkendelse: Nå ja – den melodi stammer jo herfra!
Prokofiev komponerede den under Anden Verdenskrig og med udsigt til allieret sejr. Han arbejdede hurtigt den sommer i 1944 og må have været lykkelig. Man fik den ergo med masser af brag, men uden bulder i fredags.
Så da den var færdig, sad mange nok med samme tanke: At værket bagefter umuligt kan blive lige så effektfuldt. At man måske burde have byttet om på programmet.
Forkert forventet. Tjajkovkijs sidste symfoni bliver om muligt mere magisk. Hvornår har man hørt den romantiske russers svanesang bedre live?
Allerede den adstadige fart i første sats er perfekt. Ingen virkninger forceres. Intet tvinges igennem. Tjajkovskij hører til de største virtuoser med et orkester og behøver ikke yderligere drama.
Og selv om enkelte musikere kan virke en smule trætte hen mod den grande finale, så forbliver musikken utrolig spændstig. Igen fordi Jurowski aldrig går til yderligheder. Fordi han ikke kræver fikumdik af nogen.
Drama indvendigt. Følelserne udenpå. Virkelig et par bemærkelsesværdige timer.
Hvem: Det Kongelige Kapel med Michail Jurowski. Hvad: Musik af Prokofiev og Tjajkovskij. Hvor: Operaen, fredag.
