Jazzlegende i grødomslag

I et uskønt lydbillede leverede den 77-årige amerikanske pianist og keyboardspiller Herbie Hancock og hans band en gang opvisningspræget fusionsmusik

15BKUCopenhagen-Jazz-Fest#7.jpg
Copenhagen Jazz Festival 2017. Pianisten Herbie Hancock på scenen i DR Koncertsalen, torsdag aften. Foto: Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Herbie Hancock

DR Koncertsalen, torsdag aften

»DR Koncerthuset er dog ikke kun blevet berømt for den fantastiske arkitektur, men også for den enestående akustik – skabt af Yasuhisa Toyota.«

Sådan kan man læse i Copenhagen Jazz Festivals trykte program, hvorefter man kan fundere over det gamle ord om papirets tålmodighed.

Salen er sikkert velegnet til Beethoven og Brahms, men når det handler om elektrisk forstærket musik, så er det erfaringsmæssigt et rent lykketræf, hvis det går godt. Og et sådant træf indfandt sig ikke torsdag aften.

Kan man så klandre festivalens hovednavn, den nu 77-årige amerikanske pianist, keyboardspiller og levende jazzlegende Herbie Hancock, for det?

Selvfølgelig er han ikke ansvarlig for salen, og dertil oplever han tilsyneladende selv musikken via et par øresnegle.

Men hvis det virkeligt var hans ønske, at hans trommeslager, Vinnie Colaiuta, aftenen igennem skulle levere stort set ubrudte slagserier, så burde han nok have tænkt anderledes på det lydbillede, der desværre alt for ofte endte i en gang grød.

Og hvad var der ellers på menuen?

Ikke uventet rummede den en fusion af jazz og rock og dertil grænsende genrer, og der kunne ikke sættes spørgsmålstegn ved aktørernes færdigheder. Guitaristen Lionel Loueke spillede elegant med en orgelagtig tone, som han ofte supplerede med personlig vokalkunst, og el-bassisten James Genus lagde en bund, der desværre ikke sjældent tog form af noget tomt buldren.

Dertil sørgede gruppens femtemand, den velrenommerede producer Terrace Martin, via sine keyboards, for diverse instrumentale og vokale lyde, ligesom han jævnligt greb til sin altsaxofon og spillede tonerækker, som de nu forventes at skulle lyde inden for den type musik.

Og hvad så med mesteren selv? Jo, han var veloplagt og kunne sit kram. Men tænk at det er muligt at få et så pragtfuldt instrument som et koncertflygel til at lyde så klemt og så klirrende. Bedst var det, når Herbie Hancock bare gik i clinch med trommeslageren, for så forventede man ikke andet end ren opvisning. Og det var vel stort set, hvad koncerten kørte på. Og det værste var så, at størstedelen af musikken overhovedet ikke swingede. Hverken i jazzmusikalsk eller rockmusikalsk forstand. Dertil kogte grøden bare for meget over.

Det hjalp lidt, da holdet slutteligt kastede sig ud i Herbie Hancock-klassikeren »Cantaloupe Island«, som havde en god, fremadskridende og funky karakter – med en Herbie Hancock, der viste mesterlig tangentleg. Men også her skulle den livgivende puls snart gå i opløsning.

Helt fint var det så, at Herbie Hancock i aftens ekstranummer bare tog sig en tour-de-force på et bærbart keyboard. Opvisning? Ja, men der var puls og god mening i galskaben.