Med sin entré i det berømte Avatar Studio i New York i 2008 og det deraf følgende album »Balladeering« påbegyndte den nu 37-årige danske guitarist Jakob Bro en rejse, der fredag aften nåede til DRs Koncerthus. Her holdt multikunstneren Jørgen Leth en ikke specielt kort indledningstale, hvilket han var i sin gode ret til, da han i sin tid var med i Avatar og skrev omslagsnoter til »Balladeering«. Dertil havde Jørgen Leth nu fulgt og indfanget Jakob Bro og dennes amerikanske sekundanter på en nordatlantisk turné med henblik på en dokumentarfilm. Og efter endnu flere ord – nu også fra Jakob Bro – kom musikken da i gang.
Det var musik, hentet fra såvel »Balladeering« som de to efterfølgere, »Time« og »December Song«, og det var musik, som nok engang var beundringsværdig. Ganske enkelt fordi den har en identitet. Én ting er jo, at mangen en jazzlytter kan genkende en række af jazzhistoriens store og små ensembler efter ganske få takter, men at der her i det nye årtusind har kunnet opstå en gruppe med en sådan – stærk – identitet, ja, det er faktisk noget af en sensation.
Fulgt til dørs telepatisk
Elementært sagt er Jakob Bros musik neddæmpet, sfærisk, klangskøn, statisk, enkelmelodisk, og han skaber den ubesværet og i kollektivt og kreativt samspil med sine musikalske venner fra New York. Og her var de så – den 33-årige bassist Thomas Morgan, den 64-årige guitarist Bill Frisell og den 87-årige altsaxofonist Lee Konitz. At sidstnævnte er en af jazzens store personligheder, ja, en levende legende, var jo vanskeligt at komme udenom, og han blev da også på mange måder koncertens omdrejningspunkt.
Ganske vist var det Jakob Bro, som igangsatte de syv værker, der hen over en god times tid udgjorde koncerten. Med sit fornemt klingende spil angav han temaer og melodilinjer, og han blev nærmest telepatisk fulgt til dørs af sin amerikanske instrumentkollega, Bill Frisell. Bassisten Thomas Morgan bidrog med et fint – både underbyggende og kontrapunktisk – spil, og så var det ellers den karismatiske Lee Konitz, man som tilhører ventede på og blev fanget af, når han med sin smukke og sarte tone gled med på Jakob Bros musik og ikke mindst udbyggede den med sine helt personlige guirlander.
Så er overraskelsen jo en fundamental ting i al god jazzmusik, og her fik vi virkeligt en ægte en af slagsen. For hverken på de tre Jakob Bro-plader eller i løbet af Lee Konitz’ forudgående 60-årige karriere har man vel hørt den amerikanske saxofonist som sanger. OK – ganske vist ikke på den måde, at han førte sig frem som vokalsolist. Han lod – i stedet at spille på sin saxofon – ordløse tonerækker glide ind i musikken. Og det var – som sagt – overraskende – og bestemt heller ikke uden musikalsk substans. Men da det skulle vise sig, at han indlagde sin stemme i samtlige numre, forsvandt overraskelsesmomentet klart sagt. Og da Lee Konitz jo heller ikke er sanger – i ordets rette betydning, så blev det hen ad vejen en kende for meget af det gode. Eller hvad, man nu skal sige.
Fine individuelle indslag
Alt i alt blev der budt på rigtigt god musik – med den føromtalte identitet, der undertiden kunne grænse til det lidt for meditative eller monotone, dog altid med små fine individuelle indslag fra aktørerne, om end man godt kunne have ønsket sig, at den originale guitarist, Bill Frisell – ud over at sekundere og justere sin lyd på knapper og pedaler – havde fået plads til noget solistisk udfoldelse.
Det skete faktisk først i aftenens ekstranummer, som skilte sig ud fra flokken ved at være et Lee Konitz-værk baseret på Jerome Kerns »All The Things You Are«. Kort sagt – musik i bebop-tradition med regulær puls og gode og ganske forfriskende soloekskursioner fra fire – fremragende – musikere .
Hvem: Jakob Bro/Lee Konitz/Bill Frisell/Thomas Morgan: »Balladeering Tour«.
Hvor: Koncertsalen, DR Koncerthuset, fredag.
