Jazz: Berigende bittersødme

Den franske komponist Michel Legrands smukke sange blev fornemt og respektfuldt og med fin instrumental ledsagelse formidlet af sangerinden Sinne Eeg.

Sinne Eegs valg af Michel Legrands ballader var perfekt med deres bittersøde stemning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Elementært sagt, så handler de elementære former for jazz om, at nogle musikere improviserer over nogle melodier. Men alt for mange musikere opfatter blot en melodi som en struktur eller en akkordrække, som de ikke behøver hente andre steder end hos sig selv, hvad de så også gør. Men her bør man erindre sig, at det at skrive en melodi, som rent faktisk er en melodi, er blevet en truet kunstart.

Hvem: Sinne Eeg & Jan Harbeck Quartet: »Michel Legrand Classic Jazz Tribute«.
Hvor: Visit Carlsberg, Gårdhaven, torsdag

Derfor gør det godt, når der er kunstnere, der viser deres respekt for fagets store mestre. Ikke mindst, som det var tilfældet på denne danske sommeraften, den nu 80-årige franske filmkomponist Michel Legrand.

Scenen blev indtaget af sangerinden Sinne Eeg i godt selskab med tenorsaxofonisten Jan Harbeck, pianisten Henrik Gunde, bassisten Eske Nørreløkke og trommeslageren Anders Holm, og det kom primært til at handle om Michel Legrands ballader.

Et perfekt valg idet man netop i balladerne finder en helt speciel bittersød stemning, som Sinne Eeg formåede at formidle så fuldkomment med sin stemme, sin indlevelse, sin respekt og sin personlighed.

Smukke sange som »Once Upon a Summertime« og »You Must Believe in Spring« foldede sig ud, både via det vokale foredrag og via den instrumentale ledsagelse, med et let støvet, »klassisk« tenorspil fra Jan Harbeck og en sublim tangentleg fra Henrik Gunde.

Det blev også til »Ne Me Quitte Pas«, det uforglemmelige hovedtema fra filmen »Pigen med paraplyerne«. Tilmed sunget følsomt og troværdigt på originalsproget, inden der på smukkeste vis blev afrundet med den lige så uforglemmelige og Oscar-vindende »The Windmills of Your Mind«.B