Hun er 30 år og i sin sorte top og korte, grønne nederdel og det uglede, blonde hår ligner svensk/italienske Veronica Maggio en jævnaldrende udgave af Debbie Harry. Smuk og en at slå sit hjerte på.

På scenen charmerer hun med kontakt til publikum, hun er direkte, energisk og flyvsk i blikket, når hun går ind i sine popsange om den kærlighed der var, og den nye der er på trapperne. De første 20 minutter får salen dog ikke meget andet end udstråling for pengene. Musikken blegner i forhold til pladeversionerne. Vokalen er i forvejen ikke stor, og denne aften i København V overdøves den alt for ofte af de fem musikere. Med sig har Maggio en af årets bedste plader, »Satan I Gatan«, der udkom i mandags.

Så det er primært hendes ældre sange, ikke mindst discosoulhittet »Måndagsbarn«, der har trukket fulde huse. Det ved hun selv, men fylder alligevel sætlisten med flest af de nye sange, som er et ørehængende blend af soul og popmusik, som man lavede den i tresserne opdateret med lidt af firsernes skæve, guitarbårne strukturer.

Men siden går det bedre. Der kommer en nerve og inderlighed i udtrykket under »Sju Sorger« og »Mitt Hjärta Blöder«. Et par ældre signatursange lander efter en halv time. Især »Stopp« vækker begejstring med sit fabelagtige omkvæd – det er headbangingpop af fineste skuffe og, skal det vise sig, koncertens højdepunkt.

Stemningen forbliver oppe under den utålmodige indiepopper »Jag Kommer«, som er tidlig Cardigans blot på svensk – sødme og kant i ét. Der er kun gået tre kvarter, da Veronica Maggio siger tak for i aften og går ud. Af stemme har hun ikke megen tilbage, måske er det derfor, eller måske elsker hun (som også jeg) korte koncerter, hvor publikum efterlades med samme chokfølelse som et kærestebrud, man ikke har set komme.

Vi får dog to ekstranumre, den nye perle »Vi Kommer Alltid Ha Paris« og selvfølgelig »Måndagsbarn«, som slet og ret er en fremragende ørehænger og en fest i sig selv.