Intet støv havde lagt sig på Bikstok

Den danske dancehall-trio Bikstok forbandt ubesværet deres nye og ældre materiale til trods for ti års pause.

Torsdag aften den 2 juli 2015 spillede Bikstok på Roskilde Festival. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Selv hvis man ikke var heldig eller gammel nok at være til stede da danskhall-trioen Bikstok spillede på Arena for ti år siden, var det svært at tro, at der skulle være samlet noget på støv på Blæs Bukki, Eaggerman og Pharfar i mellemtiden.

På samme scene leverede gruppen nemlig en højenergisk koncert uden dikkedarer. Under sidste nummer »Pawpaw« tog trioen kortvarigt fusen på publikum da de ‘lovede’ en eksklusiv gæsteoptræden, der dog blot viste sig at være Pharfar ‘forklædt’ med et håndklæde om hovedet. Men Bikstok havde ikke brug for lånt stjernestøv for at sætte en fest i gang.

Blot behøvede de The Mundforlængers, bandet der fungerede som Bikstoks rygrad, der rankede sig stolt eller bøjede sig smidigt når det var påkaldt. Især på den aggressive »Unger« slog bandet hårdt igennem med guitarens staccato-stød og hip-hop beatet. Også hittet »Fabrik« blev sendt hektisk afsted efter en beatboxing intro, der kort indføjede Salt-N-Pepa klassikeren »Push It«.

Udholdne som fitness-instruktører

Samtidig mestrede bandet også de bløde, svajende udtryk som man fandt på både nye sange som »Tyveknægte« og den ældre »3 Stk’s Tøj«, hvoraf sidstnævnte blændede med overgangen fra tilbagelænede vers med vindomsuste synth-blæsere til et frenetisk tempo.

Selvom det overvejende var Eaggerman og Pharfar der stod for at holde stemningen i top med fitness-guru-værdige knæløft og hoppen, var de alle tre upåklagelige i deres flows og supplerede backup til dele af hinandens vers med en flydende lethed, der skjulte træningen bag den tilsyneladende ubesværede sammensmeltning.

De tre rappere valgte klogeligt at sætte ældre og nyere sange side om side og det klargjorde hvor sømløst materialet hang sammen. Bikstok afbrød fremførelsen af det nye hit »80’eren« af overraskelse over at publikum kunne synge med på den nostalgiske tekst, der tippede hatten til det forgangne årtis film-ikon Chuck Norris, BMX-cykler og ghettoblastere.

»Vil I høre det sidste? Vil I høre det første?« spurgte Bikstok inden de fyrede det næstsidste nummer af, gennembrudshittet »Cigar« med det charmerende simple computerspils-lignende synth-linje. Forhåbentlig skal man ikke vente endnu et årti på, at Bikstok spørger om vi vil høre det seneste.

Hvem: Bikstok
Hvor: Roskilde Festival, Arena, torsdag