Rutinerede gæster kigger olmt efter et par klappende opkomlinge. Nogle siger endda shhh og ser forarget på hinanden. Hvis en fin hentydning ikke hjælper, så prøv en ufin.

Berlingskes beretninger om DRs nye flygel fyldte koncerthuset til sidste plads torsdag aften. Velkommen til stemning, til masser af begejstring, til klap mellem samtlige satser.

En del er her mest for flyglets skyld. Men vidunderet fra Steinway & Sons’ tyske fabrik må vente lidt.

For man skal høre en lidt sjælden symfoni af Franz Schubert først. Juanjo Mena er aftnens uhøjtidelige dirigent, en mand nede på jorden, en underholder af himlens nåde.

Alt klikker lige fra første tone. Alle i orkestret arbejder som en flok fugle i flugt - spiller sammen, vender sammen, vil samme sted hen. Man hører ikke denne internationale tone så ofte igen. Knap nok ... internationalt.

Rart også med disse stemninger af nationalromantik: En elverhøj hér, en spurv i tranedans dér. Alt for sjældne titler efterhånden.

Instrument for en million

Men så: Flyglet. Hvad får man for en million skattekroner nu om dage?

Gå ind på b.dk og se Ingrid Fliter i gang med noget øvning. Eller tænd for genudsendelsen i morgen.

Husets nye møbel slipper ikke for børnesygdom nummer ét: Det er lidt tyndt i toppen og vil være det året ud.

Men ellers er svaret helt igennem lovende. Koncerthuset har fået et instrument med kraft i de dybe toner - en vigtig ting i den sal. Og det ejer sin helt egen sjæl lige i midten. Altså lige dér, hvor de fleste flygler ellers hverken er fugl eller fisk.

Flere har trakteret de nye tangenter ugen igennem. Ingrid Fliter skulle blive den første egentlige solist. På programmet: Beethovens tredje koncert for klaver og orkester.

Hendes historie er måske ikke så personlig igen. Den store Beethoven kræver mere tradition end teknik. Trods alt. Ekstranummeret af Chopin ender til gengæld lynhurtigt og flygtigt som en skygge - så kom personligheden alligevel med.

Og videre til Johannes Brahms’ tredje symfoni uden klaver. Til den tungeste af tyskerens genistreger, den mindst umiddelbart imødekommende, efter sigende endda den sværeste at dirigere. Ikke for den sammensatte spanier på podiet. Han ligner en fest, men koger al musik ned til det vigtigste. Tredje sats har for eksempel gerne en sentimental Ravel stående i kulissen, rimer som regel på vemod og mere vemod. Men aftnens dirigent prikker huller i den og vil hele tiden videre.

For meget lige i den sats? Hør genudsendelsen i morgen og døm selv.