"You are from the seventies but I'm a nineties' bitch", synger de to svenskere fra Icona Pop et sted, og måske er det rigtigt, måske er det er derfor, jeg ikke kan lide deres musik, fordi jeg er fra halvfjerdserne og ikke fra halvfemserne, som de fleste i teltet omkring mig, men nummeret de synger linjen i er paradoksalt nok det eneste med svaj, med en vis sprød charme, men helt sikkert lige så kynisk som alle de andre, bare en bedre forløst kynisme, og også fælles med de andre i ligheden med et kemisk fremstillet drug: designet til at gå i blodbanerne, til at gå i hovedet, og efter den samme formel hver gang: dyb bas, svirrende synths, et enkelt tangenttema og så de to kvinders stemmer, der gerne råber noget power-kvinde-agtigt uden dog rigtig at sætte noget i spil, for det går jo ikke, og alt sammen så uendelig generisk og forudsigeligt og, under det hele, bare en opdateret udgave af de forbandede diskoteker, der buldrer op fra min ungdoms nederste, fra en tabt og fortrængt teen-tid, og hvor det ærgrer mig så kroppen ryster at leve op til alle fordommene om den ikke længere helt unge kritiker, der for længst er holdt op med at gå med derhen, hvor musikken går, og nu står tilbage med alle sine haha-antikverede kvalitetskriterier og insisterer på, at slidstyrke og blivende kvalitet er krav til al musik, også den der er skabt til selvforglemmelse og fest, og måske er det unfair, måske er det hvinende urimeligt, men sådan er det og det her er sikkert tanker, der burde blive i hovedet og ikke gå som sorte, slingrende fødder på en lysende hvid computerside, men hvorfor egentlig, alt andet er jo uærligt, så dette er præcis hvad jeg tænker lige efter Icona Pop, der er lige så ikoniske som et McDonald's-skilt, og ligegyldigt på så mange måder, at jeg ikke kan tælle dem, og ja, ja, det er alt sammen bare for sjov, det er en fest, men det er ikke særligt sjovt på en festival der gennemstrømmes af så meget musik med slidstyrke, selv i dens selvforglemmelse, fuld af "noget" som lever videre, når projektørerne og lydanlæggene lukker øjnene og alt bliver sort og kulden kan mærkes på huden på en mand der måske er mere rundet af halvfjerdserne end det lige kan ses, under skjorten og frakken og nynneriet af en linje der nu er spejlvendt: "I am from the seventies and you are from the nineties bitches".

SPOTIFY: Lyt til Icona Pop