Den grå t-shirt og de sorte joggingbukser kæmpede en ulige kamp for at holde den store mave gemt, mens de hvide, let nussede tennissko trippede under stolen.
Han lignede slet ikke en stjerne. Snarere en forhutlet midaldrende mand, som kunne sidde med en klirrende pose i et hvilket som helst storcenter.
Men Daniel Johnston er så meget andet og mere. Amerikaneren er ganske enkelt en af de største sangskrivere, populærmusikken nogensinde har set, og har - med sit martrede, medicinerede og maniodepressive sind som både problem og kreativ kraft - skrevet melodier og vers så smukke, at såvel celebre musikere som menige musikelskere dyrker ham som en aparte afgud.
Lørdag aften var Daniel Johnston så i København, hvor et mildt stemt publikum hørte ham åbne alene med tre numre fra et sangkatalog, der i de første mange år blev dokumenteret på hjemmegjorte kassettebånd.
Og i Store Vega stod det som på båndene og pladerne klart, at mandens reelle force er en fabelagtig fornemmelse for melodier og et på én gang naivistisk, romantisk og buldermørkt tekstunivers.
Men sangenes slidstyrke blev ofte sat på prøve i salen, hvor Johnston bød ind med sit rodede, sært gnidrede guitar- og tangentspil og med sin slingrende og slørede stemme.
Det lød mest af alt som amatøroptagelser hørt igennem en ødelagt højttaler, og for de ikke indviede må de voldsomme og voldsomt kærlige bifald, som strømmede op mod manden, have virket som en variant af kejserens nye klæder, og de samme publikummer må have draget et lettelsens suk, da det fine ensemble BEAM senere i sættet trådte ind på scenen og klædte resten af numrene i blæsere, horn og strygere, som kaldte på minder om Brian Wilson og The Beach Boys.
Tilbage til djævlebyen
Det store arrangementsmæssige udtræk gjorde nu ikke meget godt for sangene, og flere af dem havde uden tvivl været bedre tjent med et simpelt backingband bestående af guitar, bas og trommer.
Den rørende, næsten barnagtige enkelhed er jo Johnstons varemærke, og det var da også, når ensemblet holdt sig fra alt for avanceret musikalsk lirumlarum, at Daniel Johnstons geni fik lov at skinne igennem.
»Devil Town« lyste således op og fik salen til at synge med på linjerne om mennesker og vampyrer, og spontan fællessang opstod også under »True Love Will Find You In The End«, som er en af de simpleste og smukkeste sange om kærlighed, der er skrevet. Nogensinde.
Men hvor gerne man end ville hylde den besværede, utilpassede og forpinte Johnston, så var aftenen altså oftest mere mærkelig end egentlig magisk.
Der er dog helt indiskutabelt magi i manden med de nervøse bevægelser og joggingbukserne. Præcis som der også er det i melodierne inde bag hans ubehjælpsomme musiceren.
Daniel Johnston i Store Vega, lørdag.
