Et flygel, en akustisk guitar, et lille PA-anlæg og Michael Møller placeret midt i et af Charlottenborgs monstrøse udstillingslokaler.
Væggene er hvide og i skærende kontrast til de 31 blodrøde sange om ugengældt kærlighed på sangeren og sangskriverens sætliste.
I maj udsendte Møller dagligt en ny digitalt. Tristessen og melankolien er konstanter, mens kompositionerne skiftevis bekræfter og spiller op imod de svære følelser.
Tårerne triller
Stemningen i salen er fin, tavs, indlevende. Indimellem triller tårer sammen med toner. Det er musik, der kan mærkes. Mere end bare popsange. Nogle har næsten karakter af salmer.
Uanset, Møller leverer dem med en gribende intensitet og indføling, der snildt kan matche Charlottenborgs smukkeste skulpturer og billeder. Ikke alle af de første 15 sange inden pausen er lige fremragende, men det er måden hvorpå han leverer dem.
Meget bedre bliver det ikke på danske breddegrader. Det er stemmen, ordene, kompositionerne og følelserne, der vækkes, det hele.
Efter pausen er intet forandret. På Møllers hjemmeside har man kunnet donere penge til en CD-udgivelse, hvis man syntes om sangene. Den er nu hjemme, heldigvis.
Men lige præcis det usikkerhedselement burde have været undgået. For er der en musiker, kulturminister Møllers mange udvalg burde støtte, ja, så er det denne Møller. For vores skyld.
Michael Møller 'A month of unrequited love' uropførelse onsdag på Charlottenborg.
