Det var den 19. januar 1965, at den amerikanske tenorsaxofonist Ben Webster for første gang spillede i Montmartre i Store Regnegade. Det gjorde han talrige gange siden, så helt klart var det jazzhistoriske vingesus til at mærke, da saxofonisten og de fondsmidler, han fortsat kaster af sig, blev fejret - for første gang på åstedet. Bassisten Bo Stief, som har slået sine strenge i såvel det gamle som det genopstandne Montmartre, modtog velfortjent årets Ben Webster Pris og kvitterede med - apropos musik - blandt andet sin nyskrevne »Det regner« i elegant duet med tenorsaxofonisten Fredrik Lundin.

Elegant og virtuost spil

Men ellers var aftenen helt i den ædle tradition, som Ben Webster var med til at skabe, nemlig at danske og amerikanske musikere indgår i kreative kombinationer. Aftenens første afdeling var således en koncert med den amerikanske sangerinde og bassist Kristin Korb. Hun har ikke tidligere optrådt i København, men hun kan meget vel gå hen og blive en kær gæst. I hvert fald følte hun sig på hjemmebane og var - tydeligvis og forståeligt nok - begejstret for sine to danske ledsagere, pianisten Olivier Antunes og trommeslageren Alex Riel.

At synge og spille kontrabas samtidigt er ikke den letteste kunst, men for Kristin Korb virkede det totalt ubesværet. Et elegant og virtuost spil gav musikken et solidt og naturligt drive, og dertil kom en stemme, der bare gjorde sangene nærværende og vedkommende. Ydermere kunne man glæde sig over hendes californiske showwomanship, altså en veludviklet sans for at kommunikere med og underholde et publikum.

Det blev til flere kontant swingende værker, blandt andet med ordløse ekskursioner i den hårdt prøvede scat-tradition. Men alvor og melankoli lå hende ikke så fjernt, og ganske fascinerende var det, at hun kunne tilføre Duke Ellingtons »Don’t Get Around Much Anymore« og Fats Wallers »Ain’t Misbehavin’« - begge kendt i talrige letbenede versioner - helt nye og meningsfyldte dimensioner.

For aftenens anden afdeling stod en amerikaner, som ofte har glædet det danske publikum, nemlig trommeslageren Adam Nussbaum. Han omgav sig med et ungt lokalt hold i form af pianisten Magnus Hjorth, trompetisten Peter Marott og bassisten Jonathan Bremer, og det betød flot musik - med trommeslagerens egne værker samt til Peter Marotts fine arrangement af klassikeren »Tea For Two«. Og Kristin Korb supplerede med munter og medrivende scatsang i den afsluttende blues.