Hypen holder!

Future Islands med den karismatiske frontmand Samuel t. Herring viste med en stærk koncert på Smukfest, at de nok skal overleve hypemaskineriet.

Future Islands gav koncert lørdag den 8 august 2015 på Smukfest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

En lille tæt mand, som hamrer sig på brystet som en gorilla, laver vilde teatralske fagter og danser omkring. Det var hvad der skulle til for det amerikanske Baltimore-baserede band Future Islands, for at de tog skridtet op fra undergrunden og ud til et bredere publikum. Det og så en rigtig god sang, naturligvis.

Her refererer jeg naturligvis til kvartettens optræden på det legendariske talkshow »The Late Show« med David Letterman, hvor de i marts sidste år fremførte sangen »Seasons (Waiting For You)«. Ved denne optræden fyrer bandets forsanger Samuel T. Herring op for en bizar performance, der sjældent er set mage. Det er seriøst fantastisk. Underholdende og rørende på en og samme tid. Se det.

Efterfølgende bredte klippet sig hastigt på nettet og blev lynhurtigt en viral sensation. Hype, hedder det vist nok? I hvert fald spiller Future Islands to for længst udsolgte shows i Store Vega i den kommende uge.

Hypen var dog kun delvist nået til Skanderborg, da fremmødet til orkesterets koncert var i den lidt sparsomme ende. Men vi der var til stede fik os en rigtig blændende stund i selskab med Future Islands. En stund, der cementerede to ting: 1) Herring er en performer af Guds nåde. 2) De har mange flere gode sange end det ene hit. Konklusion: hypen holder for en gangs skyld.

Ekspressiv galskab
Fra starten gik med »Give Us The Wind« levede Herring sig helt ind i de boblende, følsomme og bombastiske synthpop-kvad. Han var in the zone. Følte virkelig musik og tekster. Man kunne se det i hans sommetider smertelige blik. Modsat stod hans tre medmusikanter stoisk rolige og koncentrerede sig dybt om at lægge det soniske fundament.

En spøjs kontrast til sangerens ekspressive galskab, hvor han vekslede pludseligt mellem meget indfølt vokal og gutteral growlen. Her virker det nærmest som om han bakser med en splittet personlighed. En ond kraft, der af og til stikker sit monstrøse ansigt frem.

Herring dansede kosakdans og dyrkede morgengymnastik på den sfærisk smukke »A Dream Of You And Me«, mens han på »Walking Through That Door« stirrede folk på de forreste rækker dybt i øjnene. Nærvær. Men Herring ville gerne endnu tættere på, så han flyttede et par monitors, så han kunne komme helt frem foran de forreste publikummer. Og her fik vi så fuld valuta i form af en række virkelig gode synthpop-sange, der måske er lige lovligt ensformige til tider. Men de relativt begrænsede virkemidler gruppen opererer med formøbler de altså glimrende.

En pænt stykke inde kom den så. »Seasons (Waiting For You)«. Et nummer, som verdens mest indflydelsesrige musiksite, amerikanske Pitchfork, kårede til sidste års bedste nummer. Og man kan følge dem. Den er en instant classic og blev her fremført med stor passion.

Men mange af de øvrige sange er bestemt heller ikke tossede. For eksempel den afsluttende »Spirit«, der efter Herrings udsagn handler om at leve efter hvad ens mavefornemmelse siger. Min mavefornemmelse siger mig, at Future Islands nok skal overleve hypemaskineriet. De er for gode til ikke at gøre det.

Hvem: Future Islands
Hvor: Smukfest, lørdag.

Hør Future Islands’ setliste her: