Du er tilgivet, hvis navnet får dig til at tænke på kvinde på +45. Men Liss er altså fem purunge fyre fra Aarhus, der på rekordtid har skabt tårnhøje forventninger til deres fremtidige gøren og laden. De kan - hvis alt flasker sig rigtigt - meget vel gå hen og blive Danmarks næste store musiknavn i udlandet. Blot to sange har de udgivet, og allerede nu kan de krydse en anbefaling fra Pharrell Williams, en optræden til P3 Guld og en pladekontrakt med Adeles pladeselskab XL Recordings af på deres to-do-liste.
Ret godt gået, må man sige. Selv virker de stadig ikke helt som om de har forstået, hvad der er i gærde. Der er i hvert fald stadig noget lidt indadvendt og lettere nørdet over præsentationen under bandets korte men særdeles velspillede koncert torsdag aften i Jazzhouse. Som om de ikke har fået memoet om, hvordan man for alvor gør sig til som popstjerner endnu.
Men det er lige netop denne lidt spøjse kombination af musikalsk poptække, vilde men stadig flot tøjlede instrumentale færdigheder og den her bevidst uglamourøse normcore-fremtoning, der gør Liss til en spændende fugl på den danske musikhimmel lige nu. De er for poppede til rigtig at passe ind i undergrundsmiljøet, og for idiosynkratiske til at blive sat i bås med mere kommercielle navne som Scarlet Pleasure og Julias Moon.
Rasende dygtige
Som du nok allerede har gættet, er Liss’ to første singler af virkelig høj karat. Men de udpeger også to lidt forskellige veje frem for gruppen: »Try« er uptempo, funky, medrivende og spækket med hooks, mens »Always« har en mere eftertænksom quiet storm-fornemmelse.
At dømme ud fra den stribe nye sange, de præsenterede denne aften, er det i overvejende grad i sidstnævnte retning, de har tænkt sig at gå. Det gør de godt, men jeg savnede også at blive revet lidt mere med denne aften. Hvilket kun blev understreget yderligere, da »Try« så endelig satte lidt gang i det nænsomt svajende dansegulv til allersidst i koncerten.
Til gengæld var der så rig lejlighed til at lade sig fascinere af forsanger Søren Holms let nasale soulstemme - lidt henad en Roland Gift fra Fine Young Cannibals - og ikke mindst den rasende dygtig rytmegruppe, der syntes at emulere nogle af 1980ernes skarpeste studiemusikere. Med slap-bas, liret percussion, diskret guitarblær og hele pivtøjet.
Altsammen noget, der ville have været helt utænkeligt at høre et purungt dansk undergrundsband spille for ganske få år siden. Men sådan er det. Trends er cykliske, og lige nu er pop og chops ikke længere fyord. Jeg er personligt helt klart til at springe med på den slags løjer lige nu. Og glæder mig til at følge Liss’ udvikling i den kommende tid.
Hvad: Liss
Hvor: Jazzhouse, torsdag
