Hyldest til en træt tenor

José Carreras var engang en stjerne. Det er han ikke mere. Tirsdag sang tenoren i Tivoli. Hvorfor, egentlig?

Tyndt, klemt og slingrende: José Carreras er ikke, hvad han har været. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ansis Starks
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I annonceringen af den koncert med José Carreras, der i tirsdags fik publikum til at strømme til Tivolis Koncertsal, kunne man læse, at den nu 63-årige sanger er »en af historiens helt store tenorer«.

Det er ikke helt forkert. Engang hørte José Carreras, med sin noble og skønne stemme, til verdenseliten. Han var så god, at tenorkollegerne Plácido Domingo og Luciano Pavarotti gerne ville synge sammen med ham i det, der blev til »De tre tenorer«, og som fik mange mennesker, der ellers aldrig hørte opera, til alligevel at høre noget, der i hvert fald lignede. Det forhold, at han engang var ved at dø af leukæmi, men blev rask, gjorde ikke historien om ham ringere. Han var en stjerne.

Men hvad er det så, man får for pengene, når man i dag, 20 år efter den første af de tre tenorers fælles debut, betaler omkring 1.000 kroner for en koncert, hvor José Carreras - under overskriften »Mediterranean Passion« - synger nogle håndfulde korte numre af især inferiøre komponister, ledsaget af en gennemsnitlig pianist, Lorenzo Bavaj, og en middelmådig strygekvartet med det stolte navn Nuovo Quartetto Italiano?

Tjah... koncertarrangøren, SPA Entertainment, havde ladet fremstille et én side stort, trykt program, hvor navnet på hovedpersonen og navnet på strygekvartetten flere steder var stavet forkert, og hvor strygekvartetten blev kaldt en violinkvartet (!), og den tryksag sagde en del om et sløset arrangement uden kunstnerisk nødvendighed. José Carreras, der ikke havde overskud til at tale til publikum, mindede i glimt om den, han var, men mest lød han tyndt, klemt og slingrende. Alt blev sunget i et skånsomt mellemleje, og det er der jo ikke meget tenor over, og den konsekvente brug af flygel og strygekvartet skabte en slap, salonagtig grundstemning. Harmløsheder tilsat træt tenor.

Men måske er det altsammen lige meget? Måske var aftenen mere en hyldest til en kunstner, der var engang? Jo, lad os sige, at det er sådan, det er. Tak for alt, José. Nu kan du godt pakke sammen.