»Højere! Vildere! Højere. Vildere!«
Det hoppende telt råber de to ord igen og igen med grønne glowsticks og røde laserpenne i hænderne og med kroppe, der følger de opspeedede beats fra scenen.
Det er fredag og ikke fjernt herfra, på Orange Scene, står de blå 1990er-koryfærer Portishead. Men her i Arena handler det ikke om melankoli, men om fest.
Larmende ligeglade
Jo, højere jo bedre, jo vildere jo bedre, og den opgave er dubstep-konstellationen Magnetic Man sat til at kuratere og forløse. Og de sender først SBTRKT ind på scenen, og Dj’en med den afrikanske maske kvitterer med en bas- og beatseksplosion, som trækker på alt fra dubstep over house til UK Garage.
Publikum er nu larmende ligeglade med rubriceringer og giver sig bare hen, og det er glohedt, da Katy B overtager. Bag sig har den britiske popkomet et band med trompet og horn, og det groover forbilledligt, mens sangerinden – diplomatisk sagt – er mere energisk end egentlig velsyngende.
Men festen er i gang og øl, joints og papvin gør sit, og den unge fyr ved siden af mig, ja, han sniffer to baner hvidt pulver – af sit Roskilde-program.
Senere toner Magnetic Man-trioen selv frem bag et palisadeværk af computere, og Skream, Benga og Artwork – der har betydet så meget for dubstep-genren – sender deres bas/beat-konstruktioner ud i den svedende skares øregange og brystkasser.
Ladegreb og discount
MIA optræder på Orange Scene
Magnetic Man spiller for at få publikum til at glemme, for at forvandle hver eneste gæst til ren krop, og det lykkes de med i store dele af deres show.
Britiske Mathangi Arupragasam – bedre kendt som M.I.A. – dyrker også et udtryk, der taler til kroppen. Men fænomenet med de srilankanske rødder vil mere end blot selvforglemmelsen. Hun vil også pege på verdens uretfærdigheder og ubalancer.
På Orange Scene er det således lyden af ladegreb og geværsalver, der går igen mellem de tunge beat-broderinger og her – foran et flimrende storskærm hvor naive farver blandes med krigshelikoptere – danses der for at huske på og ikke for at glemme.
Det er dog kun »Paper Planes«, der for alvor fungerer med sin fænomenale og gennemmusikalske forening af ringende kasseapparater og dumpe pistolskud. Det er lyde, som siger mere end tusind græsrodstaler, men det er desværre også noget nær det eneste højdepunkt i en optræden, der virker skrabet for et hovednavn på Orange Scene at være.
Et par dansere, en lille håndfuld musikere og så ellers resten af lydsporene på backtracks – altså optaget på forhånd. Det er lidt letkøbt, og dertil kommer det, at pladsen for sjældent bliver del af M.I.A.s tungt pulserende fest. I stedet lades vi alene ude i mørket, hvor nattekulden går gennem sommertøjet. Så nok vil M.I.A. have os til at danse for at huske, men det er paradoksalt nok den lange, selvforglemmede fest med Magnetic Man, der bliver i siddende. I kroppen. Og i hovedet.
4 stjerner: Magnetic Man, Arena, fredag
2 stjerner: M.I.A., Orange Scene, fredag
