Højenergiske Foo Fighters

Amerikanerne blandede heftige riff med fællessangsvenlige omkvæd på Refshaleøen i København.

Forsanger for Foo Fighters, Dave Grohl. Arkivfoto: Paul Bergen Fold sammen
Læs mere
Foto: PAUL BERGEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi spiller til de siger, vi skal stoppe.«

Dave Grohl retter på guitaren og løfter blikket ud over pladsen på Refshaleøen, hvor de 17.000 gæster på betonpladsen og den græsklædte bakke svarer med et brøl.

Det er tirsdag aften, og de hvide studenterhuer lyser op i havet af hoveder foran scenen, hvor Grohl og resten af Foo Fighters kaster sig ind i »Bridge Burning«, der forvandler sig fra aggressiv, stikkende og sammenbidt støj fra tre guitarer til et smidigt og singalong-venligt refræn.

Samme læst – hvor et smittende omkvæd vokser ud af heftige rifferier – skæres ikke bare den efterfølgende »Rope« over, men størstedelen af numrene i det mere end to timer lange sæt, som garneres med Grohls karakteristiske rock'n’roll-skrig.

Et i grunden temmelig klichetungt koncept, men såvel her som på plade leveres det med en blanding af alvor og ironi, som er både charmerende og medrivende, og det hele får fremdrift af den altid tændte og tighte trommeslager Taylor Hawkins.

Og hvor en kættersk sjæl indimellem kan undre sig over, hvorfor Foo Fighters er blevet store på at spille en banal og straight omgang rock, så forstår man hvorfor, når publikumsfavoritter som »My Hero«, »Monkey Wrench« og »Times Like These« rejser gennem aftenluften med omkvæd som varmesøgende missiler.

Men den farlighed og vildskab, som Grohl og kompagni gerne vil formidle, ja, den er blot en udvendig størrelse, blot en del af rock’n’roll-legen. Det er også fint nok, ikke mindst fordi bandet er i besiddelse af en såre sympatisk og meget karismatisk frontmand, der indtager den ene cool guitarpositur efter den anden, lægger sine skrig ind i sangene med fin økonomi og er i forbilledlig kontakt med publikum.

Eneste anke er sådan set det, Grohl indledte med at sige, nemlig længden. 125 minutter er lovlig længe i selskab med et skridsikkert, men også ensartet udtryk. Havde Foo Fighters holdt sig på halvanden time, ville de have stået endnu stærkere.

Men det er de lysende studenterhuer i tusmørket vist ligeglade med. For dem er festen jo også kun lige begyndt.

- Foo Fighters, Refshaleøen, tirsdag