Hitmaskine på automatpilot

Falconer Salen var fuld af tændte kvinder, men Maroon 5 gav dem ikke andet end trætte rutiner.

At Adam Levine er damernes mand, det stod klart fredag aften, hvor Maroon 5 gæstede Frederiksberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Beck

Adam Levine er hot. Og har godt greb om kvinder. Det forstår man, da han fredag aften spankulerer ind på Falconer Salens scene i stram T-shirt og tatoveringer og først bliver mødt af et dybt kollektivt suk, så af et øresønderrivende hvin og siden af et hav af mobil-kameraer.

Og det hele gentager sig, da han vrider sig i sine stramme, lavtsiddende jeans til de første takter af »Moves Like Jagger«, der er det seneste hit i Maroon 5s karriere, som har ført et pladesalg på 15 millioner med sig.

I aften giver orkestret deres effektive, men også ferske og karakterforladte blend af ballader og poprock med mere tyngde end i studieversionerne. Det klæder indledningsvise numre som »Harder To Breathe« og »If I Never See Your Face Again«, hvor elguitarerne får lov at fylde, og hvor rytmesektionen er fuld af groove og fremdrift.

Professionel ligegyldighed

Men som sættet skrider frem, står det klart, at nok er Maroon 5 en hitmaskine, men bestemt ikke noget hit på en scene. Hver eneste gang Levine taler til salen, lyder det, som om han har sagt det tusind gange før, og resten af bandet ligner mest af alt en flok fyre på en verdensturne, de ikke kan se enden på.

Begge dele er sikkert også sandheden, men kunsten er jo for pokker at få det til at virke som om, hver eneste koncert er noget særligt, er den første, er fuld af spontanitet. Det indtryk får man ikke Falconer Salen, hvor de fællessangsvillige kvinder – der var vel 20 for hver mand – også taber entusiasmen undervejs, selvom Levine bliver ved med at indtage rockstjerne-positurer og føre sig uhyre selvbevidst frem.

Men afslutningsvist sker der omsider noget. Det ni år gamle megahit »She Will Be Loved« er i spil, og her er kun Levine og en enkelt guitarist på scenen. Det fungerer, og da bandet senere vender tilbage og falder ind, så opstår der et skønt sug og svaj i sangen. Som desværre kun sætter resten af aftenens professionelle kraftesløshed i relief. Men sexet, det var han da sikkert. Ham Levine.

- Maroon 5, Falconer Salen, fredag