Helmig alene i verden

Thomas Helmig var både nærværende og fuld af gode anekdoter, da han tordag tog hul på sin første soloturné. Men setuppet understregede også en manglende tyngde i hans sangskrivning.

Thomas Helmig indleder sin solo-turné med en koncert i Glassalen i Tivoli torsdag d. 17 september 2015 Thomas Helmig begynder sin nye koncertturne i Glassalen i Tivoli 17. september 2015 Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvis jeg ser lidt nervøs ud, så er det altså ikke jeres øjne, den er gal med. Jeg skal lige vænne mig til det. Det er ligesom at stå splitternøgen heroppe. Eller kun med sokker på.«

Sådan lød det fra Thomas Helmig et par numre inde i hans koncert torsdag aften i Glassalen. Og man forstod ham godt. For selvom han efterhånden har stået på scenen i ikke mindre end 30 år, har han aldrig stået der helt alene. Uden et band at læne sig op ad. Uden sikkerhedsnet.

De synlige nerver, der dog fortog sig, som aftenen skred frem, hang nok også sammen med, at der var tale om premieren på hans »Mutters Alene«-tour. Helmig spiller i alt otte shows i Glassalen og fortsætter derefter ud i det ganske land med guitaren under armen og rygsækken fuld af »noget nyt, noget gammelt, noget blå og noget lånt,« som han selv formulerede det.

Og var der så grund til at være nervøs? Både og. For selvfølgelig er Thomas Helmig en garvet entertainer, der nok ved, hvordan han skal håndtere sit publikum, charmere med afvæbnende anekdoter og holde sig selv ud i klædelig strakt arm. Gudskelov for det. For det havde da været helt uudholdeligt, hvis han havde stået deroppe og været helt selvhøjtidelig.

Men rent musikalsk var det mere så som så. Jovist, Helmig formåede da at variere udtrykket på ret fin vis ved hjælp af en digital stortrommepedal, en mundharpe og nogle diskrete effekter på vokalen. Et par numre ved klaveret blev det også til. Men man savner generelt noget tyngde i hans sangskrivning, der ganske vist kredser om den store kærlighed og tabet af samme, men som alt for ofte munder ud i harmløse banaliteter. Noget der stod endnu mere klart i disse nedbarberede versioner. Og som kun blev sat yderligere i relief, da han fortolkede forbilledet C.V. Jørgensens giftige »Entertaineren«. Ved siden af Helmigs tekster var der tale om noget nær sproglig raketvidenskab.

Men hey, vi kan ikke allesammen være C.V. Jørgensen, og Helmig viste trods alt også på bl.a. den veloplagte døds-blues »Lemand« samt et helt nyt og meget smukt nummer til sidst i den to timer lange seance, at han også kan strikke nogle tungere sager sammen uden at falde igennem.

Men vigtigst af alt, så udviste han aftenen igennem en god portion af det nærvær, som de intime rammer lagde op til. Vi fik både veltimede anekdoter om en heftig vodkabrandert i Los Angeles og om dengang han paradentose-ramt knækkede en tand på en bocadillo i Spanien. Herligt afvæbnende sager. Og det gjorde altså at aftenen sjældent blev hverken kedelig eller mere højtidelig end sangene kunne bære. Men stor kunst var det altså ikke.

Hvem: Thomas Helmig
Hvor: Glassalen i Tivoli, torsdag