Hans liv var fuldt af sten

»Carl« på Bramstrup Gods er teaterkoncerten om den dobbelte Carl Nielsen – en visuelt vellykket kompilering af alle de livsglade sange og dødsdrevne melodier.

Teaterkoncerten »Carl« har fokus på Carl Nielsens dobbelthed og balance mellem livets varme sange og dødens kolde klange, og ifølge Berlingskes anmelder er forestillinge på Bramstrup Gods lige i øret. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hver morgen, meget tidligt, gik jeg ned til herregården og drev en stor flok gæs...«

Carl Nielsen slog sine folder på Bramstrup som dreng. Godset i det midtfynske fejrer for tiden det berømte bysbarn med teaterkoncerten »Carl«:

Man driver en stor flok publikummer ind i godsets valhallaagtige scenerum og varter op med seks syngende skuespillere og seks af landets skønneste musikere.

Åbningen er bygget op over den kendte fotoserie, hvor en ung Carl skærer grimasser. En helt oplagt introdution til komponisten med de mange ansigter. Aldeles virtuost udført.

Og lige bagefter: »Torvet i Isfahan« fra hans musik til skuespillet om Aladdin! Nummeret vender jævnligt tilbage og farver forestillingen i eksotisk retning.

Carl Nielsen selv ville ikke være nationalkomponist og viser sig igen og igen som globalkomponist. Arrangementet for strygekvartet og harmonika med videre lyder gribende de fleste steder og spilles kosmisk fermt.

Død og vitalisme

Men de gode numre bliver ved med at komme. Hver gang man tænker »okay, de har lige spillet Carl Nielsens stærkeste stykke« – så diverteres man med et endnu bedre. Da aftnen er omme, har man fået tre-fire håndfulde af de skønneste melodier fra vitalismens vidunderlige storhedstid:

Fra den manende åbning på suiten for strygere til »Jeg ved en lærkerede« og »Solen er så rød, mor« som desperat dødsvision. Fra uddrag af hans strygekvartetter med teatertåge og knivskarp intonation til Jeronimus’ klagesang fra »Maskarade«.

Og man kan aldrig vide sig sikker på noget af det. En dunkende rytme fra gennembrudsværket »Espansiva« klædes ud som sprød melodi. De skønne salmer bliver til folkesange. »Tågen letter« bliver et violinstykke.

Alt væves sammen til en ret så knugende stemning af uforløste energier og den gode viljes fallit. Engle og djævle, mænd og kvinder, fine folk og fattige ligner i forbløffende grad hinanden. Der er ånd lige bag danserne i bananskørt og krævende kroppe lige bag direktørerne i kjole og hvidt.

»Carl« hører kort sagt sjældent til de forestillinger, man griner ad – selv om mange gjorde det ved premieren. Den er ikke informativ rent biografisk og overgør nok det tragiske ved børnefødslerne og selvmordet med webergrill. Men dens fokus på Carl Nielsens dobbelthed og balance mellem livets varme sange og dødens kolde klange er lige i øret.

Selv mindre gode værker af Carl Nielsen kan være geniale. Og de tåler åbenbart udsættelser for mandolin og træsko. Alle sammen.

 

 

Hvem: Den Danske Strygekvartet og Dreamers’ Circus samt B. Antonisen, R. Fruergaard, M. Julin, M. Nørgaard, J. Riefensthal og N. Vallespir Sand. Instr.: Lasse Bo Handberg. Scene: Nadia Nabil. Koreografi: Sofie Christiansen. Musikalsk arr.: Nikolaj Busk.

Hvad: Teaterkoncerten »Carl« ved Mungo Park Kolding og BaggårdTeatret.

Hvor: Bramstrup Gods. Spiller til 10. september.