Halvgod Helmig

Thomas Helmig var vanen tro charmerende, men den helt store musikfest udeblev i TAP 1.

Thomas Helmig er en glimrende showman, som ved præcis, hvornår der skal vrikkes med læderrumpetten, og hvornår der skal indtages en inderlig positur med begge hænder om mikrofonen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Rosenauer

Øjnene lyser blåt, håret falder i stramme krøller, og på læberne synes et smil hele tiden at være på vej.

Sådan så Thomas Helmig ud, da han brød igennem i et årti, som efterhånden virker meget fjernt, og sådan ser han ud nu, hvor han træder ned ad scenetrappen i TAP 1.

Vel er der mere sminke om øjnene og måske også lidt farve i håret, men ellers er der ikke forskel på det på én gang troskyldige og sexede udtryk hos den Thomas, som smeltede pigehjerter med sin første plade i 1985 og den 45-årige Tommy Boy, der åbner koncerten med "Din røde kjole”, som det otte mand store backingband giver i en soul-swingende luksusudgave med piano, korstemmer og det helt store hornudtræk.

Siden får ”Ned ad Nørrebrogade” samme behandling, og det klæder de to numre fra Helmigs seneste og noget mislykkede udspil.

Trængsel i baren

Men ”Mit hjerte længes” kan end ikke bandet redde, og begejstringen i det store 35-pluspublikum kan her og under resten af koncerten måles i barerne, hvor trængslen er stor under afviklingen af flere af de nye numre, mens der er anderledes god plads, når Helmig vælger at rejse tilbage til katalogets klassikere.

Billedserie: Tag med Helmig på turne

Under ”Stupid Man”, ”Nu hvor du har brændt mig af” og ”Midnat i Europa” drages alle øjne og ører mod scenen, og samtlige stemmer synger med. Af de nye numre evner kun duetten ”100 dage” at gøre det samme – ikke mindst på grund af Medina, der tropper op med sin kælne stemme og sine bare, kilometerlange ben.

Savner schwung

Når koncerten sjældent bliver den fest, der er lagt op til, så skyldes det langt hen ad vejen, at Helmig lader bandet fortynde flere af de bedste sange, og ”Det er mig der står herude og banker på” løber eksempelvis ud i fesen og retningsløs musiceren.

Et andet problem er Helmig selv, som i store dele af koncerten har problemer med at synge sangene og salen op. Måske er det smøgerne, måske er det forkølelse, måske er det alderen, men sikkert er det, at de tre korsangere ofte overstråler stjernen, der dog er en glimrende showman, som ved præcis, hvornår der skal vrikkes med læderrumpetten, og hvornår der skal indtages en inderlig positur med begge hænder om mikrofonen.

”70 procent charme, 30 procent talent,” siger min sidedame om ham. Det nu ikke helt fair. Han kan skrive fine sange mellem pop og blue-eyed soul og har vist det igen og igen, men i aften kører Helmig-showet altså bare på halv kraft.

Ikke kun musikalsk, men også hvad angår tænding og nerve. Dårligt er det dog aldrig. Bare okay. Men det er slet ikke nok, når manden på scenen er Hr. Helmig, som nok plejer at kunne få sætlisten til at forvandle sig til schwung og sejrsscener.

Blot ikke i aften.

Desværre.

- Thomas Helmig i TAP 1, fredag.