Haim spillede så Marc O'Polo-trøjerne blafrede

Amerikanske Haim fortolkede 1980ernes poplyd på tung, træfsikker vis på Roskilde Festivals Arena-scene.

Fredag d. 4. Juli på Roskilde Festival 2014. Koncert med Haim på Arena. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Det er ikke længere muligt at skabt kunst, som er ny i ordets egentlige forstand. Det eneste, der lader sig gøre, er at blande og krydse allerede eksisterende udtryk på nye måder.

Sådan kunne en forenklet udlægning af det postmoderne kunstsyn lyde. Og det er faktisk en frugtbar - og meget menneskelig - måde at se på musikken i dag: At opgive tanken om det nye, det radikalt anderledes, og i stedet nyde de mange ekkoer af det kendte.

Tag bare californiske Haim, der tydeligvis er inspireret af The Bangles og flere af 1980ernes øvrige pigepopnavne. Og såvel sidste års debutalbum, »Days Are Gone«, som trioens optræden på Arena-scenen viser, hvad det når alt kommer til alt handler om, nemlig stærke melodier og omkvæd.

LÆS OGSÅ: Connan Mockasin spillede lummergøjen frem

Som i åbneren »Falling«, der i dén grad er i besiddelse af den gode popsangs prikkende selvfølgelighed. Ja, det føles simpelthen, som om refrænet kun kan løbe hen mod netop dét refræn, der åbner sangen, gør den spillevende.

Det samme gælder »Forever«, der får hele teltet til at gynge i knæene og mig til at tænke på dengang Pisang Ambon, Marc O'Polo-trøjer og Docksides-sko ikke var retro med tungen i kinden, men skam seriøs, skønhedssøgende mode.

LÆS OGSÅ: Cancer-duo spillede så hårene rejste sig

Tidsrejsekvaliteten findes også i »The Wire« og i »If I Could Change Your Mind«, men under Arenas teltdug dukker også mindelser om Fleetwood Mac op. Ikke mindst i trioens harmonier, som ofte sidder lige i vokalskabet, og det går med ét også op for mig, at ethvert forsøg på at lyde som fortiden uafvendeligt fører et ny udtryk med sig. Af den simple grund, at sangene er skrevet i en ny tid, med hvad dertil hører af oplevelser, værdier og kulturelle skred.

LÆS OGSÅ: Bastille omdannede Arena til en hoppeborg

Så vel ekkoer Arena af 1980erne, men der er en historisk merværdi og en personlig oplevelsessum, som farver sangene og viser, at Haim også har en forkærlighed for tung rock. Det kan i glimt høres på debutalbummet, men er langt mere markant i aften, hvor guitarerne ofte skurrer og trommerne buldrer. Nogle gange velgørende, enkelte steder forceret, lidt overgjort.

LÆS OGSÅ: Lykke Li ramte smerten lige mellem øjnene

Sådan lød det under alle omstændigheder ikke, når The Bangles gav koncert i det lyserøde popepoke. De havde oplevet noget andet, lyttet til noget andet, sang ind i en anden pladeindustri. Så Haim er alene på dén baggrund deres egne, og desuden fortrinlige musikere, der imponerer ved deres vokale, instrumentale og melodiske kunnen. Der langt overstiger evnerne hos de fleste studieskabte navne. Fra dengang.

Hvem: Haim / Hvor: Arena, fredag