Gysets mester spredte iskold (u)hygge i Koncertsalen

68-årige John Carpenter har ikke bare instrueret nogle af alle tiders bedste horror-film. Han har også komponeret den stilskabende lydside til sine film. Mandag fik vi det bedste af begge verdener ved hans blot tredje koncert nogensinde.

Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke hver dag, at DRs smukke koncertsal fyldes med blodstyrtende ansigter, eksploderende hoveder, afhuggede lemmer og muterende kropsdele. Eller barnedrab og maskeklædte teenagemordere for den sags skyld. Ikke desto mindre var den slags skrækindjagende levende billeder, der flimrede oppe på storskærmen, da horrormester par excellence, John Carpenter, mandag aften spillede i Koncertsalen.

For filmnørder med hang til gys og gru findes der næppe noget større kultnavn end den 68-årige amerikaner. Han opfandt mere eller mindre egenhændigt slasher-film genren med »Halloween« (1978), lavede benhård exploitation på et husholdningsbudget med »Assault On Precinct 13« (1976) og skød en af alle tiders mest skrækindjagende sci-fi-gysere med »The Thing« (1982). For bare at nævne et par af højdepunkterne i hans lange oeuvre.

Helt unikt for Carpenter skrev og indspillede han også musikken til de fleste af sine film. Isnende kolde mini-suiter spillet på analoge synthesizere med olmt pulserende basser og lyse arpeggioer, der i tandem med de visuelle rædsler på skærmen pirrede hjernens frygtcenter på dræbende effektiv vis.

Med årene har musikken opnået næsten lige så stor kultstatus som selve filmene. Og da Carpenter sidste år udgav sit første album med ikke-film-musik, »Lost Themes«, der netop har fået en efterfølger, skabte det grobund for, at vi nu for første gang rent faktisk kunne opleve hans musik live. Koncerten i DR var således blot hans tredje nogensinde.

Carpenter selv virkede dog ikke til selv at tage seancen vildt højtideligt. Han ved godt, at det han laver aldrig har været finkultur, så hvorfor behandle det sådan nu? Ellers tak. »I er det mest høflige publikum nogensinde. Lav noget larm!« lød det fra ham undervejs. Selv stod den sortklædte mester ofte med én hånd på tangenterne, én i lommen, gnaskende ivrigt på et stykke tyggegummi, mens resten af det betydeligt yngre band omkring ham gav krop og fylde til et i perioder overraskende rocket udpluk af hans temaer og kompositioner.

Hans snak mellem numrene blev læst op med proklamerende stemme af et manuskript på et nodestativ og stak sjældent videre dybt. »Det meste af mit liv har jeg lavet horrorfilm. Jeg elsker horrorfilm. Og horrorfilm vil leve for evigt!« Okay så.

Han var cool uden ligefrem at være den fødte frontmand. Fair nok. Carpenters udtryksform er alt andet lige kombinationen af billede og lyd. Og derfor fungerede det også glimrende, at de mange urovækkende temaer blev ledsaget af klip fra deres respektive film. Ud over de allerede nævnte film fik vi visuelle supercuts fra bl.a. »The Fog«, »Escape From New York«, »They Live«, »Big Trouble In Little China«, »Prince Of Darkness« og »In The Mouth Of Madness«. Et vanvittigt overflødighedshorn af gore, splat, suspense og cheesyness.

De enkelte nye »Lost Themes«, som vi også fik undervejs, var af gode grunde uden visuel ledsagelse. Musikalsk var de helt i ånden men afslørede også, at Carpenters musik trods alt er allerbedst, når den flyder sammen med hans ikoniske billeder.

Hvad: John Carpenter Hvor: DR Koncertsalen, mandag

Lyt til det meste af sætlisten her: