For en måned siden overmandede Depeche Mode Parkens ellers så ugunstige akustik, så nationalarenaen for en sjælden gang udgjorde en hæderlig lydkulisse. Det skulle vise sig at være en enlig svale. Den gode stime fortsatte nemlig ikke under aftenens imødesete comebackseance med de amerikanske rockkoryfæer Guns N’ Roses. Store dele af de genopstandne legenders tre timer lange koncert blev skændet af et skiftevis skingert og buldrende lydbillede, hvor nuancerne gik fløjten.
Det var ærgerligt. For netop dette visit, må man formode, var en ret enestående mulighed for at opleve tre femtedele af det populære Los Angeles-bands originalbesætning stå på samme scene for første gang i meget lang tid. Det drejede sig om forsanger Axl Rose, den krølhårede guitarhelt Slash og bassist Duff McKagan. De to sidstnævnte har forud for den igangværende turné, som har titlen »Not In This Lifetime…«, ikke optrådt med Guns N’ Roses i 20 år.
Der har været ondt blod mellem den notorisk utilregnelige frontmand Axl og flere af de andre. En del mudder er blevet kastet. Både fra den ene og fra den lejr. Af samme grund troede de færreste på en gendannelse. Men det skete altså. Den nuværende inkarnation af bandet tæller derudover også den mangeårige tangentspiller Dizzy Reed samt de i Guns-regi nyere tilkomne Richard Fortus (guitar), Frank Ferrer (trommer) og Melissa Reese (tangenter/kor).
Da bandet gik på scenen med 20 minutters forsinkelse virkede de oprigtigt tændte på at levere en energisk rockfest. Så meget desto mere var det træls med den frustrerende lydsituation. Åbningsnumrene »It’s So Easy« og den ellers så træfsikre drug-ode »Mr. Brownstone« led druknedøden i Parkens akustikskærsild.
Momentvis trængte det hårdtarbejdende band dog igennem det dundrende inferno. »Welcome To The Jungle« bed stadig giftigt fra sig. Det samme gjaldt »Rocket Queen« og den episke pacifisthymne »Civil War«. Her var det tydeligt, at Axls vokal ganske overraskende stadig besad fordums urkraft. Piberne på den rødhårede primadonnafurie virkede stadig og han ramte de høje toner. Og selvom han har lagt sig lidt ud siden de unge dage, så oksede han storsvedende omkring på scenen med et intenst blik i øjnene. Når han da ikke lige var ude og skifte sit tøj, hvilket han gjorde et par gange. Man er vel forfængelig?
Der var dog også rigeligt med fyld under maratonopvisningen. For mange svinkeærinder. Guns kunne med fordel have skåret ned på Slashs alenlange guitarsoloer, sparet numrene fra det pompøse fadæsealbum »Chinese Democracy« væk samt skippet nogle af de mange coverversioner, som de insisterede på at spille. Måske var det bare mig? Men jeg fik ikke et kick ud af at lytte til Slash lire kærlighedstemaet fra »The Godfather« af på Les Paul-spaden, eller af at høre ham og Fortus muntre sig med en instrumentaludgave af Pink Floyds »Wish You Were Here«, endsige at høre det samlede bands fortolkninger af Soundgardens »Black Hole Sun« eller The Whos »The Seeker«. Her savnede jeg mere fokus og sans for koncertens dramaturgi fra bandets side. Fokuser på det væsentlige. Drop det uvæsentlige.
Heldigvis rettede Guns op på situationen med koncentrerede indsatser på rocksjæleren »Sweet Child O’ Mine« og under aftenens punktum, en hårdslående »Paradise City«. Her fik vi en smagsprøve på den fuldfede nostalgifest aftenen kunne have været, hvis lydforholdene havde været bedre og bandet mere selektive i forhold til at kuratere sætlisten. Det må så blive i en anden livstid.
Hvem: Guns N’ Roses
Hvor: Telia Parken, tirsdag.
Lyt til en række af Guns N' Roses' største hits her:
