Guddommelige toner

Den 78-årige amerikanske tenorsaxofonist Charles Lloyd viste sit format som den store mester, der bød på tidløs jazz af ædleste karat.

Tenorsaxofonisten Charles Lloyd på scenen i Jazzhouse søndag aften. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når musikere kommer op i en voksen alder, lurer man altid lidt på, om de nu er på retræte og hviler på de gamle laurbær, eller om de fortsat har noget at byde på.

Det har de virkelige mestre heldigvis som oftest, og i hvert fald var den nu 78-årige amerikanske tenorsaxofonist Charles Lloyd i usvækket storform ved den første af to udsolgte koncerter i Jazzhouse.

Har man fulgt Charles Lloyd gennem årene og kender hans plader fra 1960erne, vil man vide, at han dengang ofte var mand for at kaste sig ud i noget, der lignede kædereaktioner af fejlintonationer, som dog udkrystalliserede sig i stærk og medrivende musik i kraft af energi, farver og målrettethed.

Er blevet en langt bedre instrumentalist

Og noget sådant leverer han da i høj grad fortsat, og dertil er han simpelthen blevet en langt bedre instrumentalist. Han har sin helt særlige tone, og han bevæger sig nu langt mere distinkt og ubesværet i registrene, uden at det spontane og det sprituelle er gået tabt. Tværtimod.

Kort sagt. Koncerten gav rig lejlighed til at nyde de guddommelige toner fra den gamle mester, som indledningsvis bød på et solidt swingende værk, hvor saxofonisten med sit karakteristiske på én gang melodiøse og flagrende spil tilsat herlige kaskadeagtige sideskud spillede tidløs jazz af ædleste karat.

Interessant nok er hans New Quartet absolut ikke af ny dato, faktisk har pianisten Jason Moran, bassisten Reuben Rogers og trommeslageren Eric Harland fulgt Charles Lloyd i en længere årrække, og trioen er helt klart med på alskens ideer og med til at fuldkommengøre mesterens musik.

Charles Lloyd var naturligvis ikke på hele tiden, og han gav således god plads for sine sekundanter, hvilket førte til fornem triojazz, hvor pianisten Jason Moran med sit begavede og sprudlende spil fastslog, at han hører til tidens mest originale og bemærkelsesværdige jazzpianister.

Men det var trods alt Charles Lloyd, der havde magien, og selv om både Reuben Rogers og Eric Harland fastslog, at de er fremragende musikere, så kunne musikken godt gå lidt i stå, når de fik for meget spillerum. Ja, en lang og – hen ad vejen – ligegyldig trommesolo kan sætte mange ting i stå.

Charles Lloyd lod sig også høre på fløjte og, i en kort sekvens, på den ungarske klarinet, tárogató, og det var fint, om end det var på tenorsaxofonen, han kunne fortælle de virkelig gode historier.

Stilitisk bevægede musikken sig fra det hymneagtige til det funky, og centralt stod Charles Lloyds lyse og lyriske fortolkning af Duke Ellingtons ballade »Come Sunday«, ligesom den afsluttende bebop-blues gav anledning til den herligste tour-de-force fra den tidløse tenorsaxofonist.

Hvem: Charles Lloyd New Quartet.

Hvor: Jazzhouse, søndag aften.

Ved et arrangement i Jazzhus Montmartre mandag middag blev Charles Lloyd udnævnt til Æresmedlem af Ben Webster Fonden. Fonden har siden 1976 varetaget rettigheder og indtægter fra den afdøde amerikanske tenorsaxofonist Ben Webster, der boede i Danmark i sine sidste år.