Gorillaz i storform før Roskilde

Suveræne sange og et væld af gæstestjerner fandt sammen i London, hvor Gorillaz gav en af de stærkeste koncerter i mands minde.

Over 30 musikere pendulerede ind og ud af scenen på Roundhouse i London. Fold sammen
Læs mere

Der er bands, som er billeder på en tid. Som tegner dens tanker, traumer og tendenser. The Beatles i 1960erne, Pink Floyd i 1970erne, Joy Division i 1980erne, Nirvana i 1990erne. Og flere med dem.

Men 2000erne? Her har såvel tiden som musikscenen været flimrende og fragmenteret, at det ikke rigtig giver mening at tale om et enkelt band, som siger det hele.

Og dog. For det bliver ikke mere tidstypisk end Gorillaz, som blev til, da tegner Jamie Hewlett og sanger, sangskriver og Blur-stjerne Damon Albarn besluttede at konstruere et univers af billeder og lyd, som på én gang mimede og transcenderede billedernes og brogethedens tidsalder.

Det lyder højpandet, men er det ikke, for Gorillaz er når alt kommer til alt blot fire animerede figurer, som illuderer musikere. Og et sådant fiktion/musik-koncept er ikke engang nyt – tænk bare på 1950ernes tegneserieband The Archies.

Når Gorillaz er så opsigtsvækkende, er det da heller ikke så meget på grund af universet omkring musikken, men fordi de let skævvredne popsange er så vidunderligt vanedannende – hvilket et pladesalg på 12 millioner bekræfter.

Sand stjerneparade

Torsdag gav Gorillaz så en af deres få koncerter på spillestedet Roundhouse i London, som også gav et vidunderligt praj om, hvad gæsterne på sommerens Roskilde Festival kan forvente.

Og her åbnede en uforglemmelig aften med, at syv piger med strygere og matroshatte indtog scenen foran en enorm skærm og otte lysende bogstaver.

G-O-R-I-L-L-A-Z stod der, og snart satte pigerne bevægelse i buer og strenge, mens resten af aftenens faste besætning fandt på plads. Ind kom således bassist Paul Simonon og guitarist Mick Jones fra legendariske The Clash samt syv andre supermusikere, som efter et par minutter slog over i »Welcome To The Plastic Beach« – med Snoop Dogg rappende på storskærmen.

Ellers var stort set alle pladernes mange, mange gæster fysisk til stede i Roundhouse – fra Yukimi Nakano over De La Soul til en usandsynlig stofpåvirket Shaun Ryder – hvor sangene swingede med en ny, rocket kraft. Og ikke mindst under den mesterlige »Stylo« glemte de 2000 gæster tid og sted, mens Bobby Womack og Mos Def leverede de henholdsvis soulede og rappende vokaler.

Suverænt, simpelthen

Blandt de ufattelig mange andre højdepunkter var »Clint Eastwood« og »Feel Good Inc.«, der begge har gjort sig på hitlisterne, men hvor overvældende og anderledes en oplevelse showet vitterligt var, det stod helt klart, da et syrisk orkester pludselig blev kørt ind fra venstre og fik tid og plads til at udfolde deres smukke, let vemodige folkemusik.

Uden tvivl verdensmusik-elskeren Albarns værk, og det var – på trods af de mere end 30 musikere som pendulerede ind og ud af scenen – ham som var den indiskutable stjerne. En syngende, spillende og sikker scenemester, der i dén grad viste sit format på denne aften, som foldede sig ud som en mangfoldig og minderig magtdemonstration.

Ikke så meget i kraft af sine flimrende billeder og animationer, men snarere på grund af sin musikalske gavmildhed, sprudlende spilleglæde og sømløse afvikling.

Magisk, simpelthen – og Roskilde Festival nærmer sig en oplevelse uden sidestykke.

- Gorillaz i Roundhouse, torsdag.