Gigantisk skuffelse i Store Vega

Det var alt andet end ål i rejer, da de ellers så elegante rockere i Eels skød efterårets koncertsæson i gang.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Igennem de seneste godt og vel 15 år har Mark Oliver Everett skabt sig en imponerende karriere på at omsætte dødsfald, sorg og ulykkelig kærlighed til en musik, der i grove træk placerer den 47-årige amerikaner i samme boldgade som landsmanden Beck.

Everetts helt store force er hans evne til at formidle smerte med en næsten knugende inderlighed og nerve. Stilistisk er afsættet amerikansk rockmusik, men der er snart sagt ikke en genre, der er gået Everetts hænder og ører forbi på de efterhånden ni albums, det er blevet til.

For hvert stilskift har Everett optrådt i nye gevandter med en tilpasset attitude. Han har klædt sig ud som statsmand, elegantier, retrorocker, hillbilly shitkicker, fortabt kludedukke. Han har optrådt alene, med stygere, med tangenter - ikke to postgange har været ens.

Bedst med det første

Således heller ikke denne gang, hvor Eels onsdag aften indtog et propfyldt Store Vega i København. Iklædt en hvid kedeldragt, sorte bikerbriller, en bandana trukket helt ned i brillehøjde og et skæg, som mange religiøse ville misunde ham, entrede Everett scenen. I første omgang alene med sin guitar, det var skønt. Dernæst med fuldt band. Det var en skuffelse. For i stedet for at bore sig sylespidst ind i hjertekulen på de 1.500 københavnere, leverede Eels en omgang bluesinficeret rockmusik, der primært lød som en underlig og lallende fusion mellem ZZ Top og Rolling Stones.

Den slags er gangbart på en gratis mandagsaften på Drop Inn, men når man har betalt 325 kr. for et høre en særlig og som oftest fremragende musiker, ja, så var aftenen en gigantisk skuffelse.