Kan funken overvinde alt? Det lod til det fredag aften i DR Koncerthuset, da legendariske George Clinton & Parliament Funkadelic kiggede forbi. Koncertsalen inviterer med sin raffinerede akustik og siddepladser til andægtigt lytning på feinschmecker-måden, og derfor lød mødet mellem Clintons beskidte funkfest og Jean Nouvels arkitektoniske perle ikke på forhånd som det mest oplagte.
Men allerede fra første slap på bassen blev salen omdannet til en rowdy, sveddryppende funkfest med 75-årige Clinton og hans gigantiske partyband som forkyndere af funkens evangelium. Hele salen stod op og bangede med hænderne i vejret, stimlede sammen på par terre, dansede, klappede tungt på to og fire og stemte i på hver eneste call-and-response, som blev sat i gang fra scenen. Og sådan blev det ved mere eller mindre non-stop i de næste to timer.
Jo, funkens kræft er stærk og smittende. Det har den altid været hos amerikanske George Clinton, der op gennem 1970erne splejsede funkens tunge backbeat med socialt bevidst psych-rock under Funkadelic-navnet og sendte den sorte funk-fest på intergalaktisk rumrejse under Parliament-navnet. Det store hold af musikere spillede på tværs af de to projekter.
Clinton kaldte det hele for P-funk, opbyggede sin egen afrofuturistiske sci-fi-mytologi og så funken som en filosofi, en religion, en social bevægelse, en måde at være i verden på. Og støbte undervejs det musikalske fundament for genrer som west coast hiphop, electro-funk og funk-rock. Alle genrer, som da også poppede op i forskellige aflejringer under koncerten.
Men ret beset var det også en lidt rodet og i perioder uskøn koncert. Det første lange stykke tid var det som om, vi ved en fejl var dukket op til lydprøven. Lyset var stadig tændt i loftet, lyden var tvivlsom, detaljer fortonede sig, vokaler forsvandt, guitarsoloer lød som om de blev spillet ud af et sugerør.
Men publikum ville festen. Funkens kraft var stærk. Og det var sammen med det gigantiske roterende hold af musikere, sangere, hypemen, rappere og pimpede karakterer med til at holde festen i kog.
Den sølvklædte George Clintons eget bidrag var dog til at overse. Lidt råbe-sang hist og pist, hænderne i vejret eller holdende en mikrofon til forstærkeren under en guitarsolo. Men i modsætning til resten af besætningen, så har han været med hele vejen. Han er historien. Han er legenden. Og uden ham ville det nuværende Parliament Funkadelic blot være et glorificeret partyband. Men dog et godt et af slagsen.
Og bærer man bare lidt af funken i sin krop, så bliver det trods alt ikke meget bedre end feststartere som »Give Up The Funk (Tear The Roof Of The Sucker)«, »Flashlight«, »Atomic Dog« og »Aquaboogie (A Psychoalphadiscobetabioaquadoloop)«, som alle blev leveret med det helt store udtræk og stod som nogle af aftenens højdepunkter.
Selvom det ikke var perfekt, så byder en god fest omvendt altid på et vis mål af kaos og exces. Man får det til at fungere. Sammen. For som det ganske rigtigt lød fra scenen: »There ain’t no party like a p-funk party!«
Hvad: George Clinton & Parliament Funkadelic
Hvor: DR Koncerthuset, Koncertsalen, fredag
