Gamle drenge for fuld skrue

Det centraleuropæiske free jazz big band Globe Unity Orchestra, der har eksisteret i 50 år, er fortsat leveringsdygtigt i oplevelser ud over det sædvanlige

Globe Unity Orchestra på scenen i Jazzhouse. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vild og kompromisløs.

Ja, det var sådan, den var, den nye jazz i midten af 1960erne. Med betegnelser som free jazz og avantgarde jazz gjorde unge musikere op med alle genrens gamle spilleregler. Og selv om den nye stilart i lighed med de fleste andre jazzformer havde sit udspring i USA, så var det, som om den lå lige til højrebenet for europæiske musikere, ikke mindst centraleuropæiske.

Således kunne den 28-årige tyske pianist Alexander von Schlippenbach i Berlin i 1966 samle et hold af ligesindede i det store avantgarde big band Globe Unity Orchestra. En lang række signifikante musikere har siden i kortere eller længere perioder sat deres præg på dette orkester, som denne aften – vist nok for første gang – landede på en dansk scene.

Og her var de gamle dyder helt intakte, om end der ikke, som for 50 år siden, var tale om nogen revolution. Og alligevel var der ægte vildskab og kompromisløshed til stede hos de ti musikere.

Det blev til en god times ubrudt musiceren uden andet musikalsk forlæg end de traditioner, som den frie jazz nu engang baserer sig på. Kort sagt, musikere mødes, og alt andet end sød musik opstår. Puls, harmoni og melodi i konventionel forstand er simpelthen fravalgt.

Fra en ganske punktmusikalsk start fortættede lydene sig til en kras substans. Og via forskellige grupperinger skiftede musikken farve, ligesom der med jævne mellemrum blev givet et frirum til en musiker, der således kunne give sit bud på såvel sin egen momentane musikalske tilstand som retningen for processens videre forløb.

Og blev man som tilhører overmandet af denne skabelsesproces, ja, så var der jo ikke andet at gøre end bare at overgive sig.

Disse folk kunne deres kram

Den frie jazz er som kunstnerisk udtryksmiddel er ofte strandet på de involverede musikeres manglende færdigheder, men disse folk kunne deres kram.

Yngste mand var den 51-årige tyske altsaxofonist Henrik Walsdorff, som helt uden forvrængning eller overblæs leverede spændende tonerækker, mens den ældste på holdet, hans snart 80-årige landsmand, orkesterveteranen og trompetisten Manfred Schoof, var i ganske usvækket form.

Uden at gøre megen stads af sig selv sad orkesterlederen Alexander von Schlippenbach ved tangenterne for at understøtte ensemblet med sit nuancerede spil, og nok et par seje tyske veteraner satte deres præg på begivenhederne.

Det var den 77-årige tenorsaxofonist Gerd Dudek, som profilerede sig med en god organisk tone, og den 66-årige trommeslager Paul Lovens, der kom med gode uortodokse input ude fra højrefløjen, alt imens hans 68-årige britiske instrumentkollega Paul Lytton arbejdede i skjul bag blæserlinien.

Den eminente 73-årige polske trompetist Tomasz Stanko var nok engang mand for at lyse op, men også den 57-årige italienske klarinettist og tenorsaxofonist Daniele D’Agaro, den 61-årige franske trompetist Jean-Luc Cappozzo og den 52-årige tyske basunist Christof Thewes skulle i kraft af deres udadvendte og fantasifulde spil blive gode bekendtskaber.

Sandelig musik for krop og sjæl.

Hvem: Globe Unity Orchestra.

Hvor: Jazzhouse, torsdag aften.