Selv om jazzen har sin oprindelse i Amerika, så har den sine stærke europæiske rødder, og typisk er det mere og mere i Europa, at alskens traditioner får sig en ny vinkling og en frisk vitaminindsprøjtning.
Så alt imens der var portugisere, der havde succes på banen i Frankrig, var der også et portugisisk ensemble, der havde originale ting at byde på i Jazzhouse.
Helt konkret var der tale om sekstetten Oba Loba, der ledes af guitaristen og bassisten Noberto Lobo, og som med en uortodoks instrumentsammensætning bød på musik, der ikke lignede så meget andet. I et kammermusikalsk regi udkrystalliserede tonerne sig i sekvenser af noget folkemusikalsk, noget pompøst, noget bittersødt, noget højromantisk og noget cirkulerende og pulserende nyjazz.
Kapelmesteren igangsatte tingene med sin gode strengeleg, klarinettisken Jordi Grognard og violinisten og trompetisten Ananta Roosens udgjorde et fint frontteam, pianisten Pak Yan skabte stærke lyde fra såvel tangenter som strenge, trommeslageren João Lobo lagde puls og bund, og Lynn Cassiers stod for de elektroniske lyde og interessante vokale indslag.
Diverse gentagelsesmønstre og en vis monotoni fik dog hen ad vejen musikken til at lukke sig om sig selv.
Lydhørt, kreativt og perfekt
Noget sådant blev aldrig tilfældet i aftenens anden afdeling. Tværtimod. Her var det den unge danske, og i Norge bosatte, altsaxofonist Mette Rasmussen, der uophørligt kom ud over rampen med sin nye europæiske kvintet.
Også hun medbragte en uortodoks konstellation i form af to svenske kontrabassister, Johan Berthling og Torbjörn Zetterberg, samt to trommeslagere, som tilmed er sande veteraner på den europæiske avantgardejazzscene, nemlig den 69-årige englænder Paul Lytton og den 67-årige tysker Paul Lovens.
Og, ja, der blev spillet freejazz med alle de hårdkogte traditioner, som denne anarkistiske musikform bygger på. Men også med så meget her-og-nu-livskraft, at det bare var en fryd at lægge ører, krop og sjæl til.
Med sin intense, ekspressionistiske improvisationer ledede Mette Rasmussen slagets gang, og de fire sekundanter indrammede hende, lydhørt, kreativt og perfekt.
Vi fik altsaxofonspil på højt niveau, ikke blot med hensyn til volumen, men i høj grad også med hensyn til intonation, klangvariationer og tonale krumspring. Ja, til trods for den karske ukuelighed, der prægede musikken, så viste Mette Rasmussen en sikker evne for at skabe linier og mønstre og videreudvikle sine ideer, så der gennem det 50 minutter lange forløb var kontinuitet i musikken.
Der var alt fra skarptskårne sekvenser til særegne skrig, og der var masser af overraskelser, som bare uophørligt stimulerede nysgerrigheden.
Hvis nogle skulle tro, at freejazzen er et udpint kapitel, så blev det da lige fastslået, at den hårdtprøvede stilart hverken mangler nyt blod, publikum eller begejstring.
Fire stjerner
Hvem: Oba Loba.
Fem stjerner
Hvem: Mette Rasmussen Quintet.
Hvor: Jazzhouse, onsdag aften.
