Friheden til at fjolle fantastisk

Franz Ferdinand og kultveteranerne Sparks slog gækken løs ved deres fremragende fælleskoncert i Tivoli.

FFS (FRANZ FERDINAND & SPARKS) koncert i Tivolis koncertsal Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man havde ikke set den komme. Samarbejdet mellem de amerikanske 70’er-kult-artrockerne Sparks og de dansable skotske postpunk-revitalister Franz Ferdinand. Og slet ikke, at det rent faktisk ville fungere så godt, som det gør. De er et umage par, men fordommene blev gjort til skamme, da de udsendte deres fællesalbum »FFS«, som er en ganske vellykket bedrift.

Så når de i aftenens finale »Collaborations Don’t Work« sang om at kunne bedst hver for sig, var der tale om tyk ironi. Kollaborationen mellem brødrene Ron og Russell Mael og skotterne fungerer netop. De bliver »The Power Couple«, som de sang om i det skævt galoperende nummer af samme navn.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg generelt har det svært med både musicals og Melodi Grand Prix, men af en eller anden grund, så storelsker jeg Sparks’ teatralske opkog af kammerpop, new wave og glamrock, som til tider minder om Andrew Lloyd Webber, der møder Abba på lykkepiller i en punkklub. Måske det er deres evne til at lave storartede, bizarre og iørefaldende sange ud af nogle elementer, der snildt kunne ende som corny ultrakitsch?

Skoleinspektøren og The Sundance Kid
Og så skader det jo heller ikke weirdo-imaget, at 70-årige Ron Mael ligner en tvær skoleinspektør med et lidt for stort slips, stumpede bukser, runde briller, slikhår og et smalt larveoverskæg. Han mindede mest af alt om en spøjs tegneseriefigur, som han sad der stoisk rolig bag sin store Roland-synthesizer.

Man blev helt paf, da han pludselig brød ud af bøhmand-rollen, rejste sig, foldede bukserne op og dansede kækt i den gamle Sparks-klassiker »The Number One Song In Heaven«. Og brormand Russell er ikke langt bagefter. Med sin skæve frisure, sin sort/hvide poncho og sin til tider operette-hysteriske røst lignede han The Sundance Kid, som havde forvildet sig ind på Studio 54. De to er a real piece of work, som man siger.

Modsat har jeg aldrig haft den helt store fidus til Franz Ferdinand. Men i amerikanernes selskab, skal jeg love for, at skotterne lyste op og leverede. Særligt forsanger Alex Kapranos og den livlige Elvis-lignende guitarist Nick McCarthy slog rigtig gækken løs.

Det var fantastisk at se de to grupper finde friheden til at fjolle frem. Både på deres glimrende fællesmateriale, hvoraf de førnævnte sange samt den Kraftwerk møder J-Pop-klingende »So Desu Ne« og den discorockede »Call Girl« var blandt de bedste.

Men også materialet fra deres respektive karrierer blev eksekveret energisk og skarpt. Sparks’ vidunderligt rundtossede »This Town Ain’t Big Enough For Both Of Us« og »When Do I Get To Sing My Way?«, samt naturligvis skotternes kioskbasker »Take Me Out« sad lige i skabet. Så da lyset blev tændt og showet var slut, var man overbevist om, at det gamle ordsprog med, at lige børn leger bedst, er det rene vrøvl. I hvert fald i tilfældet FFS.   

Hvem: FFS (Franz Ferdinand & Sparks)
Hvor: Tivolis Koncertsal, torsdag

Hør setlisten her: