Sikke et skue. Hvem skulle have troet, at pæne København var så fuld af fantastiske freaks? Med glowstick-øjenvipper, lyserøde dreadlocks, iturevne nylonstrømper, Buffalo High Towers, næseringe og deforme gabardinebukser stukket i oversize løbesko. Og nå ja, alskens andet 1990er-skørhed jeg end ikke har et navn for.
Jo, de er skam derude. Og fredag aften var de samlet i Falconer Salen for at holde en fest med freakpop-dronningen over dem alle, den 27-årige canadier Claire Boucher også kendt under kunstnernavnet Grimes.
Det feministiske projekt
Men som ved enhver god freak-fest var alle velkomne. Også alle os knapt så kulørte typer, der bare føler os svært dragede af Grimes’ millenniale syreregn af tegn. Hendes æstetik er som en levendegjort Tumblr-blog: En fragmenteret collage af cool og kitsch, pop, undergrund, videospil, MDMA-trips, LOL-cats og feminisme.
Det hele er en del af den rundforvirrede pakke. Men især det feministiske projekt synes at ligge Grimes på sinde.
For ligesom hun på sin aktuelle plade, »Art Angels« (2015), har gjort et stort nummer ud af at skrive, spille og producere stort set alt selv, gik hun fredag aften på scenen som ene bestyrer af maskinparken på podiet i midten af scenen. Kun flankeret af en korsangerinde og to kvindelige dansere.
Herfra styrede hun slagets gang i et opskruet tempo konstant styrtende mellem fronten af scenen og knapperne på podiet. Og med et syret outfit bestående af bl.a. store gummisko, fodboldstrømper, fiskeskælsgamacher, thaiboxing-shorts og uglet hår var det klart, at sex aldrig skulle være en del af ligningen.
Det outfit var et stort syngende fuck you til både det mandlige blik og den hult klingende stripklubfeminisme, der præger store dele af tidens poplandskab.
Klik, klik, videre, vildere
Det sjove er, at hun alligevel formår at ramme så bredt. Måske det er energien, måske det er legesygen, måske den fandenivoldske attitude. Men foran mig havde to af de sygeste alfa-bro’s med fitness-arme og army-klip i hvert fald gang i en kæmpe fest undervejs. Og det selv om de på sin vis repræsenterede alt det, som Grimes står i opposition til.
Men okay, det var nu heller ikke, fordi hun stod deroppe og prædikede. Så langtfra.
Koncerten var mest af alt et overgearet karaoke-show, hvor Grimes sirenesang, skreg og sågar growlede ind over sine bastunge backing-tracks, der zappede overstimuleret rundt mellem cheerleader-chants, EDM, K-pop, trap, poppunk, klassisk og dancepop. Som en giftig tegneserie-krydsning mellem Avril Lavigne, Julee Cruise, Marilyn Manson og Skrillex.
Det lyder måske hæsligt på papiret. Men det var det ikke. Det var oftest afsindigt medrivende. Og det fængede an, fordi det med sit sammensatte, fragmenterede og hårdt komprimerede udtryk på mange måder afspejler den web-opkoblede virkelighed, vi lever i: Evigt baskende i overfladen, sjældent dykkende i dybden. Klik, klik, videre, vildere.
Og Grimes, ja hun talte på samme måde mellem numrene: En strøm af ord og halve sætninger i en klippet staccato. Som en slags overivrig professor, der dårligt havde tid til at formulere én idé færdig, før en ny ramte hende.
Det var – kort sagt – en hæsblæsende freaky-feministisk knytnæve fra en digital stammekriger i fuldt firspring.
Hvad: Grimes.
Hvor: Falconer Salen, fredag.
