Det er nat over Oxford. Fem mænd i deres bedste alder sidder tilbagelænet i et pladestudie i hver deres kontorstol med benene oppe. Luften er tyk af røg fra en håndfuld joints, der blev delt rundt for ti minutter siden. De ryger, lytter, smiler, gynger lidt i stolene og bliver enige om at lave en plade, der afspejler følelsen og scenariet i studiet. Den skal nok gå til vinter, bliver de enige om. Bare vent til kulden har ædt alting op, så står vi klar med melankoli, løse toner, afrikanske rytmer, neo-psykedelia og messende mumlesang. Blæse være med verden udenfor.
Sådan kan man uden videre forestille sig, at de herrer i Radiohead, dette den rytmiske musiks bedste og mest modige orkester i snart 20 år har tænkt om deres ottende album betitlet »King Of Limbs«. For lyden af melankolsk nattestemning, stearinlys, ro og afslapning pure er så evident. Det er fremdeles ikke det millionsælgende Orange Scene-Radiohead på Roskilde Festival, det er Loppen på Christiania en råkold søndag i februar.
Og derfor heller ikke en naturlig progression fra forgængeren »In Rainbows«, som de fleste fans havde håbet på. Selvfølgelig ikke, for den slags forudsigeligheder beskæftiger Radiohead sig ikke med. Det er derfor, at de er et af de få store bands, man fortsat skal regne med i kunstnerisk henseende. For fembanden tør udvikle sig - evner at udvikle sig. Skørt er det derfor at høre fans hige efter de melodiske rockkapitler fra mesterværkerne »The Bends« og »Ok Computer«.
Ligeså er forherligelserne af især »Kid A« og i mindre grad »Amnesiac« hvorpå Yorke lagde sine overjordiske, melodiske evner på is til fordel for en leg med rytmer og elektronica, ulidelige. Skal jeg være grov, generaliserende og nørdet, er de otte nedslag på »King Of Limbs« en slags fri leg over én af Radioheads gamle skæringer, »Fake Plastic Trees«, som her er gjort mere slobby, mere forkølet og ugidelig via variation i tempi, arrangementer og stilarter.
Vokalen som instrument
Eneste gennemgående træk i Radioheads katalog er Thom Yorkes helt fænomenale vokal. På nærværende kan man knap nok høre, hvad han synger, snarere er vokalen et hovedinstrument blandt elektronik og »rigtige« instrumenter. Og Yorke har som altid noget på spil. I »Morning Mr. Magpie« indleder han med linjen »You got some nerve coming here« henover et dæmpet guitarlick og abruptklingende, sagte trommer. Man fornemmer en flig af melodi, der aldrig vokser i et underspilet sonisk drama uden credo. Men ellers er der ikke meget melodi at hente. Og som pladen skrider frem, tyder mere og mere på, at Yorke og co. har hørt efter rytmer i afrobeaten, og i den senere, afdæmpede og eksperimenterende dubstep samt i syrejazzen.
Hørt og glemt
Enkelte sange er udmærkede, venlige, deriblandt »Lotus Flower« og »Codex«, men de sætter sig ikke. Man nyder dem som en forbigående følelse, og glemmer dem så igen. Måske fordi de er så løse, nær skitseagtige i deres udtryk. Afslutningsnummeret »Seperator« er ingen undtagelse: Der daskes let til trommerne, bassen lander sporadisk, mens en løs, lettere ugidelig guitarfigur driver skidtet, alt imens Yorke (symbolsk?) udbryder: »Wake me up wake me up wake me a a a a up«. »King Of Limbs« er stedvist charmerende og overraskende let. Men et hovedværk er det langtfra.B
