Feber med fantasier

Lise de la Salle gennemførte sin tour de force gennem romantikkens største klaverværker på Det Kongelige Bibliotek bleg og rystende af sygdom - og overgik alligevel sig selv.

Lise de la Salle er et ungt medlem af de omrejsende solisters stjernehob og var trods sygdom helt fin i Chopins ballader. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Åh, ja. Chopins første ballade... Hvis man husker Roman Polanskis bevægende »Pianisten«, så kender man den ind og ud: Den blev skabt i 1835 af en polsk flygtning på parisisk grund. Man kommer rundt om både kærligheder og krige. Man hører hele Europa i det stykke.

Og den skal endelig spilles af virtuoser med fart på fingrene og storm i hjertet!

F.eks. af seje Lise de la Salle på bare 23 år - et ungt medlem af de omrejsende solisters stjernehob og allerede flittig på danske scener.

Så når man har fundet plads i den flot fyldte sal på Det Kongelige Bibliotek, er lykken stort set gjort: Pigen med den trekantede profil diverterer med alle fire ballader af Chopin.

Men ikke alt er lige i øret den lørdag.

Jo, hun har fingrene med. Når stykkerne ender med en enkelt tone i bassen, bruger hun endda begge hænder. Salen får bare en smule for lidt sang i melodien. Og farten går lidt for meget ned og op og ned igen.

Hvad er der i vejen? Den flittige Lise har det ikke for godt, viser det sig. Pigen gennemfører sin koncert med feber og svimmelhed og alle de andre symptomer på influenza. Velkommen til verdens tapreste på tangenter.

Forvandlet efter pausen

Salen efter pausen bades i blåt og rødt lys. For musikken er fra samme tid, men en helt anden: Schumanns stormende »Symfoniske etuder« lyder på skift af komponistens to fantasifigurer, af den stormende »Florestan« og den elegiske »Eusebius«.

Også den seje ved klaveret virker som forvandlet. Måske fordi hun trods alt kan se en ende på det hele. Hun bygger det kæmpe værk op som et kosmisk kontinuum, overgår sig selv i de hastige løb op og ned ad klaviaturet, får også masser af musik med i de langsomme øjeblikke.

Pludselig, ja. Lise de la Salle var helt fin i Chopins ballader. Men hendes variationer af den helt samtidige Schumann blev kosmiske. Og ekstranummeret af Debussy tyst, indadvendt, impressionistisk.

God bedring og godt, godt, godt gået.