Fænomenale Beck lukkede Northside med funky og følsom hitparade

Hovednavnet søndag tog på en overskudsramt musikalsk tour de force gennem bagkataloget.

Foto: Helle Arensbak. Beck lukkede dette års NorthSide til stor glæde for festivalens mange tusinde gæster.
Læs mere
Fold sammen

Så stod man dér. På Northsides sidste dag med følelsen af en festival på det jævne. Jo, der havde da været rigtig gode oplevelser undervejs, men ikke meget der for alvor samlede sig i den nok så berømte højere enhed. Og da slet ikke festivalens næstsidste navn, et ikke videre yndefuldt Duran Duran, der vist mest blev holdt oppe af minderne om noget, der var engang.

Heldigvis havde vi stadig Beck til gode. Til at samle festen og vise hvordan musik kan svinge, når den er aller bedst og mest overskudsagtigt leveret. Til at hæve cool-dad-faktoren og insistere på, at hvide mænd trods alt også kan funke. Eller knibe en tåre, hvis det nu skulle være. »I’m a full grown man / but I’m not afraid to cry,« som han selv sang på den ekstatiske »Sexx Laws«.

Foto: Helle Arensbak. Fold sammen
Læs mere

Den 45-årige amerikaner indtog scenen i fuld firspring og rystede den ene perle efter den anden ud af ærmet. Overskudsagtig, nærværende og totalt i kontrol i front for et helt forrygende band. Fra »Devil’s Haircut« over »Black Tambourine« til »I Think I’m In Love«. Videre over i et cover af Donna Summers udødelige »I Feel Love«, der så blev afløst af Generation X-hymnen over dem alle, »Loser«. Så var vi ligesom i gang.

Sådan kunne han sikkert have fortsat hele aftenen. Med fuld knald på festen, funken og den frit fabulerende ordsalat, der kom strømmende ud af munden på ham, når han fyrede sin hvide mands rap af. Men midt i koncerten sænkede han pludselig farten, droppede ironien og sang sig helt derind, hvor det gør ondt med en følsom trio af sange: »Paper Tiger«, »Lost Cause« og »Blue Moon«.

Det siger meget om både Beck og hans band, at de formåede at svinge på så ubesværet vis mellem så ekstreme poler i hans vildtvoksende univers. Selv det komplekse strygerarrangement under Gainsbourg-bassen på »Paper Tiger« fik de spillet frem på overbevisende manér. Uden på nogen måde at tabe koncertens momentum på gulvet.

Selv den obligatoriske bandpræsentation under finalen »Where It’s At«, fik de noget ret genialt ud af. Da guitaristen skulle præsenteres, fik vi en lille snas af David Bowies »China Girl«, keyboard-manden rundede lige Kraftwerk, mens trommeslager Joey Waronker fyrede op for et øjebliks »1999« med Prince. En lille treenighed af inspirationskilder, der ret præcis opsummerede, hvem Beck står på skuldrene af.

Det var – på samme måde som Becks karriere som sådan – en opvisning i musikalsk overskud og collagekunst, når det er bedst. Fra en mand, der på trods at den tilbageskuende setliste fremstod både sulten, vital og på vej mod nye horisonter.

Sådan lukker man en festival ned. Tak for det, Beck.

Hvad: Beck
Hvor: Blue Stage, Northside Festival, søndag

Foto: Helle Arensbak. Fold sammen
Læs mere