Er Nickelback »verdens værste rockorkester« sådan som musikpolitiet verden over har kåret dem til gennem de senere år? Svaret er helt klart nej, efter det vi oplevede i Falconer Salen tirsdag aften. For nok er Nickelbacks musikalske univers ikke dybere end en papirserviet og deres tekster banale grænsende til det patetiske, men bandet kan trods alt spille - og ganske solidt endda - når det ellers falder dem ind.
Til gengæld bejlede opvamningsbandet Daughtry alvorligt til titlen, for sjældent har man da oplevet så klichéfyldt og dårlig en kombination af balladerock tilsat støjguitar og en håbløs vokal fremført af en forsanger, der havde mere travlt med at kaste djævletegn og ligne Vin Diesel end passe sit arbejde.
Men det var tydeligvis heller ikke det, de 3.000 fans (koncerten blev udsolgt på imponerende 3 timer) var mødt frem for at høre. Det var tværtimod de mange hits, som det millionsælgende canadiske hovednavn har hærget hitlister og radiostationer med de senere år. Og det hele startede da også særdeles lovende. Til bulder, brag og højfrekvent guitarlyd indledte forsanger og guitarist Chad Kroeger og resten af Nickelback-kvartetten aftenen med en tung og bundsolid udgave af »This Means War« øjeblikkeligt fulgt op af en lige så tændt udgave af »Something in your Mouth«. Specielt trommeslager Daniel Adair var tight og energien forplantede sig helt ud i betonkrogene i den ellers jammerlige koncertsal, hvor lyden er lige så dårlig som i en badmintonhal - til gengæld var der shots i rigelige mængder, og lidt smugrygning i krogene blev der også set igennem fingre med.
Men herefter gik det hele så i stå. Chad Kroeger, der ligner enhver svigermors drøm hvis bare han barberede det der fipskæg af, er noget af et sludrechatol og hvad han lukkede ud af »I love you Copenhagen«, »Were gonna burn this fucking house down« og »Jaj alsker jar« kunne fylde en hel koncert i sig selv. Samtidig væltede bandets velkendte ballader nu ud af ærmet og lige så spændstige de hårde rocknumre var, lige så slappe var hits som »Photograph«, »Far Away« og »Trying Not to Love You«. Det var fællessang, lidt lir fra scenekanten og så heller ikke mere.
Så hjalp det ikke meget, at Daniel Adair lige fandt en ellers solid trommesolo frem og bandet pludselig kaldte otte hjælpere ind som fik til opgave at kaste sprut og lidt merchandise ud i hovedet på publikum. Det fjernede ikke fornemmelsen af en aften med alt for lidt rock og for meget lamperøg.
