To pensionsparate herrer foran DR SymfoniOrkestret fredag aften, begge til den høje og tynde side, faktisk lidt samme type: På dirigentpodiet selveste Herbert Blomstedt med de stive vink og honorarer i Volvoklassen. Ved klaveret selveste Peter Serkin med de store briller og forbløffende få grå hår i hovedet.
Men den legendariske dirigent er 84 og kunne dermed være far til pianisten på 63. Hvis altså ikke Peter havde været søn af sin tids største klavernavn, den dybt poetiske Rudolf Serkin.
Det sidste har vist plaget ham lidt sommetider. Han skulle leve op til det navn. Og når man sidder i DR Koncerthuset og hører ham i Béla Bartóks koncert nummer tre for klaver og orkester – så har man den fornemmelse: At dét skal han stadig. For han virker en smule nervøs, ikke helt på højde med situationen, sært uvant med de krævende klavertoner.
Béla Bartók skabte musikken i Anden Verdenskrigs sidste år. Han sad ovre i USA og længtes hjem til det ungarske, var på én gang verdensberømt og ludfattig, havde senest fået konstateret leukæmi.
Det blev betagende smuk musik. Toner møder toner, finder sammen i himmelske harmonier eller kolliderer i accenter skarpe som lyn. Og de er hele tiden besjælet af aftenlandets ubærligt smukke historie.
Især anden sats bliver himmelsk den aften. Dels fordi solisten ikke spiller så meget forkert i den – fordi den simpelthen går langsomt. Men også fordi man får de virkninger, en sentimental sjæl ønsker sig i al musik: Harmonierne begynder hér og bevæger sig lige præcis… derhen. Åh! Tak!
Det er alligevel først efter pausen, der kommer ro på. Først når Herbert Blomstedt har sit orkester alene. På programmet: Bruckners første symfoni fra midten af 1860’erne.
Folk lytter med ørerne på stilke. Hvor bliver det værk stort i hans hænder! Bruckners symfonier er som regel en slags Mahler minus ironien. Men lige præcis nummer ét har faktisk samme tone over sig, opdager man:
Åbningens march peger for eksempel frem mod Sjostakovitj’ sovjetiske selvsarkasme. Og den tredje sats bliver ikke bare sjov, sådan som scherzoer i symfonier skal være det – man får også ekkoer af en Beethovens banken på døren og endda gamle dages menuet. Dejligt…
At sidstnævnte Beethoven kun havde været væk i fire årtier den gang, fatter man ikke.
Så hvad er det, den fantastiske svensker og syvendedagsadventist på podiet kan?
Han nedtoner først og fremmest det ydre drama, står rank og påfaldende stille, lader musikken tale selv. Og da en klangskøn klarinet kommer for sent i gang, redder han hele slutningen med begge hænder og hovedet og endda lidt underkrop – og tages kort efter i antydningen af et smil. Stående ovationer til ham. Piften og tilråb. Nogle mennesker bliver bare bedre med årene.
