Evighed med ekstranummer

Klodens kvikkeste på klaver stillede i DR Koncerthuset og besjælede alle med længsel efter mono og mere kultiverede århundreder.

Marc-André Hamelin (billedet) må være verdens hurtigste på klaver. Ingen med et halvt århundrede på bagsmækken har nået flere noder. Og ingen har haft en mere mærkelig karriere. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En purung pige sidder på første række og strækker hals: Hun er fuldstændig opslugt af solisten ved DR Koncerthusets nye flygel. Betaget af hans hænder og fingre, forblændet af hans mageløse teknik.

Marc-André Hamelin må være verdens hurtigste på klaver. Ingen med et halvt århundrede på bagsmækken har nået flere noder. Ingen har indspillet flere plader - det er blevet til flere end 80 efterhånden

Og ingen har haft en mere mærkelig karriere. Den canadiske legende spillede i lang tid kun stykker, der absolut skulle have ti fingre i gang. Hvorpå han arbejdede sig baglæns, kastede sig over enklere stykker, fik dybderne med.

Kort sagt: Marc-André Hamelin begyndte som verdens største pianist og blev efterhånden musiker.

Når han pludselig sidder en torsdag foran DR SymfoniOrkestret, virker han stadig lidt mærkelig.

Han ejer en overfladisk lighed med skuespilleren Kevin Spacey. Men når han trakterer tangenterne i de to stykker af romantikeren Franz Liszt, minder han snarere om Anthony Hopkins: Virtuosen leverer sine replikker uden antydning af slinger, næsten som en automat, en zombie.

Men, men Han er fantastisk fra ende til anden.

Gribende genial i »Wanderer-Fantasie«, der ellers lyder meget bedre i Schuberts originale version.

Næsten farlig i »Totentanz« fra 1849. Som om klaveret og klokkeklangene og det kæmpe orkester bagved ringer ind til ens egen sidste time.

En dirigent af de statelige

Og da salen har hujet og klappet hænderne ømme, kommer det bedste: Hamelin giver Liszts fantasi over en af Chopins sange som ekstranummer. De mest magiske, mest poetiske, flottest formede minutter i husets nyere historie.

Ja, jo Meget andet var på færde den aften: Dels en vellykket tur gennem vor egen Søren Nils Eichbergs dommedagsvisionære symfoni nummer ét. Komplet med enkle rytmer, klare melodier og stemningsfulde ekkoer af den gamle verdens orkestermusik. Hør endelig genudsendelsen i morgen - lyden bliver blødere efterhånden.

Dels en mere forglemmelig tur gennem tyske K.A. Hartmanns univers. Komponisten lod sig aldrig fedte ind i nazismen og blev derfor folkehelt efter Anden Verdenskrig. Hans egen stil peger bare i for mange retninger - var det ikke for Jeanette Ballands sublime saxofonsolo.

Og dygtige Joachim Becerra Thomsen på bare 16 år fik Kammersanger Emil Holms Legat efter pausen. Han kvitterede med lidt Debussy og havde fortjent en guldstol bagefter. Lyden af ét instrument alene er og bliver himmelsk i den sal.

Men man kunne så blive ved: Et orkester i topform. En dirigent af de statelige. For ikke at glemme hele programmets appel til underfladerne og de voksne følelser i os.

Den canadiske klaverkejser med ekstranummeret kom forbi og gav alle denne navnløse længsel efter mono og mere kultiverede århundreder. Kom igen. Tak.